Jens Albinus er ikke kendt for at lægge fingre imellem, og hvorfor skulle han egentlig også det? For at tækkes tidsånden? For at tækkes sig selv? Ingen af delene ligger til den snart 60-årige skuespiller og firedobbelte Reumert-vinder, der smagte på Berlins vildskab omkring årtusindeskiftet og i dag stadig genkendes på gaden for sin rolle i Lars von Triers Idioterne (1998).

I den eminente essaysamling Den kærlighed du har til mig indleder Albinus med at gå i kødet på sit unge, »selvforstoppede« jeg: en strid teoretiker »ude af kontakt med noget som helst andet end sig selv«. Siden har han skiftet det belærende udråbstegn ud med et mere undersøgende spørgsmålstegn. Den modne Albinus har fattet, at teater er noget, som foregår mellem mennesker; et møde med tilværelsen i en kondenseret og radikaliseret form, dér hvor gnisten »springer fra den ene bevidsthed til den næste«.