Der var en eftermiddag i sommerferien, hvor jeg sad nervøs og alene i en varm bil, som holdt i tomgang for enden af en smal, blind vej et sted på Lolland. På vejen boede en mand, jeg aldrig havde mødt, som jeg lige havde meldt til politiet, og som jeg af en eller anden vanvittig grund nu havde beslutte mig for at opsøge.

Lige før min ferie begyndte, kom jeg for skade at skrive en kommentar om Tour de France, som gjorde tusindvis af mennesker rasende. »Et Grimt land« hed den, og pointen var kort sagt, at vi danskere måske var lige lovlig selvglade i vores fejring af cykelløbet og ikke mindst af os selv, da Tour-feltet kom til landet. Så perfekt og smukt er vores land heller ikke, skrev jeg. »Danmark er jo ikke noget underskønt land. Danmark er – hvis vi skal sige det pænt – æstetisk undervældende. Og hvis man skal sige det lidt hårdere: Danmark er grimt.«