På et tidspunkt under søndagens Tour de France-etape interviewede TV 2 en mand i toppen af Dybbøl Mølle. Ikke nok med at han stod der i sommervarmen i blå ulduniform fra 1864, den kvindelige journalist var også klædt ud – i kjole og solparaply. Himlen var blå, dansk historie var unik, ruten gik lige bagved, og det hele var bare fantastisk, mente de begge.

TV 2 har længe været for cykelsporten, hvad Billed-Bladet er for kongehuset. Men nu har tre dage med Tour de France forvandlet hele nationen til ukritiske fans, der jubler og hujer. Ikke så meget over cykelløbet, for etaperne i Danmark var jævnt kedelige, men over os selv.