Velkommen til Serveret: Weekendavisens ugentlige madklumme, hvor avisens skribenter går i køkkenet og afprøver både udbredte og oversete råvarer, finpudser nedarvede opskrifter og kvalitetstjekker tidens virale livretter.

Den Danske Ordbog bliver ajourført et par gange om året. Opdateringen er en blanding af nye ord, ord med nye betydninger og kendte, udbredte ord, som ikke er blevet beskrevet før nu, fordi der simpelthen har været en arbejdspukkel hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Det sidste forklarer, hvorfor ord som »ananasjuice«, »frysepizza« og »figenpålæg« først kom med i den seneste opdatering her i november.