Anmeldelse. The Comeback er en af de mest originale tv-serier nogensinde.
Et fjernsynsvæsens bekendelser
At være kendt fra tv kan være en særlig, nærmest pervers form for berømmelse. I hvert fald hvis en serie kører lige så lang tid som den vel nok største komedieserie nogensinde, Venner. Da den efter afsindige 236 afsnit sluttede i 2004, ville de fleste nok have spået, at alle døre stod åbne for de seks hovedrolleindehavere, men realiteten skulle vise sig at være en anden, og på hver sin måde har de siden været dømt til en karriere og måske også et privatliv i skyggen af de så elskede fiktionskarakterer, de dengang lagde ansigt til, og alle forsøg på at frigøre sig har været forgæves.
Matt LeBlanc forsøgte at ride bølgen som Joey Tribbiani i den tamme spinoffserie Joey. Jennifer Aniston forblev berømt, men ikke så meget mere end det, og David Schwimmer helligede sig teatret. Matthew Perry, der ellers blev spået den største karriere, kæmpede det meste af livet med et stofmisbrug, der til sidst tog livet af ham, og Courteney Cox fik hovedrollen i komedieserien Cougar Town, der handlede om at være en ældre kvinde, mænd fortsat begærede, også selvom hun på det tidspunkt ikke var særlig gammel, men sådan var og er fjernsynets brutale logik: hun blev allerede anset som en has been – en, der havde været.
Del:



