Er der noget inde i Lady Gaga?

Pludselig har Lady Gaga været en del af popkulturens stjernevrimmel længe. Det var i 2008, hun brød igennem med sin nådesløst hedonistiske pop, det ene hit afløste det andet, dansegulvet havde ikke en chance. »Just Dance«, »Poker Face«, »Paparazzi«. Året efter: »Bad Romance«, »Telephone«, »Alejandro«. Det er mere end et årti siden, hun gjorde entré i en kjole af kød (okse; rå; tynde skiver) til MTV Awards. Det var chokerende, jovist, men også et logisk, forventet stunt for den omhyggelige excentriker, typisk Gaga, tænkte vi allerede dengang. Samtidig virker hun imødekommende, nede på jorden; en fortryllet aften kom hun forbi det gamle jazzhus La Fontaine i København og gav spontan Edith Piaf-koncert klokken to om natten for de heldige, forbløffede gæster. Hun kan virkelig synge, bag auto-tunens røgslør er hendes foretrukne gear: brølende vellyd. Hvad enten hun synger Piaf på en minimal, intim scene eller indtager Capitol Hill for at synge »The Star-Spangled Banner« ved Joe Bidens indsættelsesceremoni. Klædt i (skudsikker!) sort jakke, overdimensioneret rød nederdel, en gigantisk broche formet som en due med olivengren og lettet patriotisme. Hun ligner noget fra Hunger Games, men hun vil os det godt. Og sådan er det hele vejen igennem.

Altså: Gaga genopfinder sig selv med popstjernens og senkapitalismens selvfølgelighed. Men de seneste år er hvirvelvinden stilnet lidt af, blevet lidt ældre, gået til filmen. Man har vænnet sig til hendes tilstedeværelse, men kender vi hende? Hvem er hun, Stefani Joanne Angelina Germanotta, inde bag de kulørte hamskifter?