Revisionisme. Et fornemt udstyret bokssæt med over ti timers musik fra David Bowies 1990ere påviser, at han også i det årti leverede original og udfordrende musik.
Til ære og værdighed
Ved 1980ernes begyndelse kunne David Bowie se tilbage på et årti, han havde sat et mere afgørende aftryk på end nogen anden rockkunstner. I 1970erne stod mesterværkerne fra hans hånd i kø for at komme til – og tilmed udført i en stribe distinkt forskellige stilarter, for han var rastløst søgende, hvad angik form. På indholdssiden kredsede han både mesterligt og poetisk mættet om den fremmedgørelse og kuldslåethed, som var et grundvilkår under Den Kolde Krig, samt hele den stemning af mismod og depression, der fulgte i hælene på den såkaldte oliekrise i 1973, og som førte til punkens miserabilitetsshow hen over årtiets midte.
Også en fascination af science fiction og anden subversiv litteratur satte præg på et værk, der ikke lød som noget andet i tiden, selvom Bowie stjal med arme og ben fra andre, ikke kun musikalsk, men også tekstligt og visuelt. Hans geni var evnen til at sammensætte alle disse stumper og bidder til noget personligt, originalt og meningsfyldt.
Del:
