Alt ånder idyl, imens publikum indtager deres pladser på Betty Nansens lille intimscene Edison. På den teaterrødt draperede scene sidder en moden herre sammenkrøbet på en stol ved siden af et gulsprosset åbent vindue med indfald af varmt solskin og fuglefløjt og som baggrund udsigten til Amager Forbrænding med skrånende sliske og højtragende skorsten parat til kremering af hvad som helst.

Med et gennemprøvet trick fra dramaturgiens værktøjskasse indfanges publikums fokus med et øredøvende geværskud. Chok! Og fra loftet falder en sort tingest ned på scenen. Dask! Solsorten? Måske, men under alle omstændigheder med god funktion som toupé på herrens hoved. Latter!