Bag Frederiksberg Centret, hvis man kommer fra Københavns Indre By, ligger Lydbrøndene. Selve brøndene er underjordiske, som sådan nogle har det med at være, men lyden slipper gennem 32 kloakdæksler ud til den overflade, der udgør Solbjerg Plads. Det er ikke som i Mio, min Mio, hvor brønden hvisker et eventyr, der viser sig at blive virkelighed. Og heller ikke som jeg havde forventet.

Da jeg ankommer til pladsen, spiller et medley sammensat af fem klassiske komponister, blandt andet den drømmende Erik Saties »Gymnopédie no. 1«. Og drømt har han vist, for titlen refererer til en fest i den græske antik, hvor spartanernes ungmøer dansede og sang i kor afklædt som nyfødte børn.