En søndag som MAHA-mor

Pludselig en dag gør man et eller andet nyt, trukket af usynlige tråde uden at vide, hvem der trækker.

Man stopper med at ryge. Eller med at drikke. Sletter Facebook. Dropper kødet. Eller sætter sig foran sin chef, takker for alt og siger op. 

Nogle læser en artikel i Weekendavisen om det, de allerede vidste om smarttelefonernes rovdrift på vores tid og koncentration og standser dagen efter spontant op foran en butik med et af de der robotnavne, Phone2U4Realz, og køber omsider den dumbphone. En ubevidst erkendelsesrække kulmineret i handling.

Og mig? Jeg gør dette: efterlader en søndag formiddag et kaos af vasketøj, biblioteksbogbunker med uvis afleveringsfrist, en knækket gardinstang og et par kaninlorte under sofaen, smider den ældste i ladcyklen og hjuler ind til Rema. Vi køber grovvalsede havregryn, sesamfrø og kondenseret mælk. De har ikke det, der i opskriften hedder »poppet quinoa«, så vi køber bare almindelig moderigtig quinoa – og bleer.

Hjemme går vi muntert og virksomt i gang med at forsøge at få de små blege korn til at springe på panden, mens jeg lærer barnet at hakke mandler – ikke fingre. Han rører det hele sammen med gryn, små mørke chokoladestykker, den sødfede mælk, korn, sesam. Vi trykker massen ned i en form og sætter den ind i ovnen. Han er ok spændt, jeg er meget selvtilfreds. Man er, hvad man gør. Og nu er jeg sådan en, der laver mine egne myslibarer.

Den blege masse trækker sig langsomt sammen i 180 graders hede og direkte ovnlys, mens jeg ser perspektiverne for mig: Vi kunne da også sagtens lave myslibarer til alle vennernes børn! Starte en kollektivt organiseret produktion og cirkulation af æbleeddikesyltede rødbeder, hjemmebagte rugbrød, falafler af selvkogte kikærter og altangroede krydderurter, plantepostejer, hjemmelavet pizza- og pølsehornsdej til fryseren. Kan man egentligt selv lave havrefras? Måske i sådan en airfryer – men er den bæredygtig? Jeg er i hvert fald god til granola, chili sin carne, beluga bolognese – og altså nu sunde, tilsætningsstoffri, ikkeultraforarbejdede myslibarer.

Hvor kom den tankerække fra? Af alt, jeg en søndag kunne sætte mig for at gøre bedre, eller bare gøre, hvorfor så dette?

Svaret er, at jeg er blevet påvirket. Tre måneder tidligere kunne jeg ikke åbne en avisapp eller et socialt medie uden at registrere en, to, tre, ti artikler om en tilsyneladende ny og kæmpestor fare i vor midte: de »ultraforarbejdede« fødevarer – myslibarer, leverpostej, færdigretter, veganske nuggets, havremælk – nemme madvarer, som vi tror er i hvert fald ok for kroppen, men som i virkeligheden, oplyste særligt netmediet Zetland og Politiken med deres professorråd, er frarøvet enhver næringsværdi. Zetland podede mig med tilhørende videoer på sociale medier bekymringerne over tendensen. Deres første af tre artikler kombinerede nyhed, alarmisme og løsning (for abonnenter) i rubrikken, så man nærmest MÅTTE klikke: »Ultraforarbejdede fødevarer er flyttet ind i vores kost. Det er seriøst dårlig nyt for din sundhed. Her er, hvad vi gør ved det.«

FØRST SUKKEDE JEG irriteret, mindede mig selv om at købe den der dumbphone og dermed sætte prop i den linde strøm af clickbait til ultrahårdtbelastede børnefamilier. Har de fleste unger ikke bare brug for kalorier, varieret kost hen over et år, en krammer og forældre uden skyld malet i de indsunkne øjne?

Alligevel trak det i mig. Det uhyggelige ved tanken om næringsløs mad, spøgelsesmad, der tager bo i ungernes mavesæk uden at gøre nytte. Og man læser ikke om »seriøst dårligt nyt for din sundhed«, uden at et eller andet indeni begynder at hviske.

Ovnuret ringer, på med handskerne, vi slår nænsomt den blege, varme blød-hårde firkant ud af formen og lader den hvile midt på spisebordet, mens den damper af.

Den ser virkelig sund ud.

Altså MEGET … sund ud, tænker jeg. Men siger det ikke højt. For tænk, hvis min hidtidige begejstring har forplantet sig så grundigt til min søn, at han stadig synes, det her bliver lækkert? Hvorfor ødelægge det for ham?

Vi skærer de gråbrune stykker ud i firkanter. Da han nipper høfligt i hjørnet af den ene, ser jeg ikke længere mig selv udefra som en »jeg gør noget ved det«-succes, men som lidt sølle. Hvad laver jeg?

Og hvorfor nu?

Forskning i ultraforarbejdede fødevarer er gammel. Den nyeste forskning var ikke spritny i vinter. Zetland tog afsæt i en, nu oversat, to år gammel bog af en norsk ernæringsbiolog, ditto gamle amerikanske studier, en britisk forskers bog fra 2023 og en artikel fra Ugeskrift for læger fra samme år. Videnskab.dk publicerede en norsk artikel i 2018, og i foråret 2023 en oversat artikel af en gruppe australske forskere.

Derimod er der i det pludselige mediefokus halvandet år senere et tidsligt sammenfald med den amerikanske valgkamp.

For samme vinter som medier i Danmark tilskyndede til bekymring om sødet yoghurt og langtidsholdbart kernetoastbrød, var netop denne dagsorden pludselig blevet ultrapopulær i USA – og for første gang en politisk vindersag. Længe havde såkaldte granola moms eller crunchy moms (crunchy, fordi granola gerne skal være knasende) levet det liv, jeg en halv time en søndag identificerede mig med som »myslimor«: De puklede i køkkenerne for at lave »ren« mad, delte tips på sociale medier til at læse og forstå svært gennemskuelige ingredienslister, så de kunne skærme deres børn fra de ekstreme mængder kunstige tilsætningsstoffer, sødemidler og fedt, som amerikanere guffer i sig i mangel af bedre, og som er halvt umulige at undgå i supermarkeder og især i skolernes junkfoodmad. Knap 30 procent af amerikanske teenagere er prædiabetiske, mere end 40 procent er overvægtige eller svært overvægtige. Alligevel blev granolamødrenes bekymring ofte betragtet som yderliggående og radikaliseret – lidt som da vi i 10erne fandt på det nedsættende ord »speltmødre« om dem, der formastede sig til at udskifte hvedemel med noget lidt sundere.

MEN SÅ TOG EN hvid gammel mand deres dagsorden op til allerhøjeste niveau, og pludselig var de ikke bare systemkritiske hippier uden for politisk nummer, men en del af den bevægelse, der principielt ville kunne hjælpe alle børn og unge:

Den 71-årige aktivist, miljøforkæmper og flammende kritiker af den amerikanske medicinalindustri, Robert F. Kennedy Junior – RFK Junior – gjorde sundhed til en politisk vindersag. Når ikke han selv kunne blive præsident, gik han efter indflydelse ad anden vej.

»Vil du ikke gerne vide, at den mad, du giver dine børn, ikke er fyldt med kemikalier, der kommer til at give dem kræft og kroniske sygdomme?« spurgte han til et rally i Glendale i Arizona. »Og vil du ikke gerne have en præsident, der kommer til at make America healthy again?« Sikke et ordspil jo: Make America Healthy Again. MAHA-sundhedsdagsordenen var blevet et brand. For Donald Trump var det en genial måde at tiltrække de kvindelige vælgere, der under hans første valgkampagne havde betænkeligheder ved en præsidentkandidat, der efter eget udsagn holdt af at gribe dem i kussen og siden blev anklaget for at gøre mere end det. Men et løfte om at gøre sundhed til en hjertesag i et ekstremt usundt land, hvor forældres forståelige bekymring ikke var blevet tilstrækkeligt imødekommet, var det en acceptabel byttehandel. Nu blev granolamødre opgraderet til MAHA-mødre.

Trump vandt som utrolig bekendt valget – og RFK Junior blev i midten af februar efter kritiske høringer i Senatet, særligt om hans udtalelser om, at vacciner kan forårsage autisme, udnævnt til landets sundhedsminister. Om landet nogensinde bliver great eller healthy af den grund, må andre vurdere.

MEN MÅSKE VAR DET altså på grund af denne amerikanske sundhedskampagne, jeg ubevidst stod her og gumlede lun, halvpoppet quinoa – en kamp, jeg ubevidst var blevet en underlig forlængelse af, fordi amerikanske medier og influencere fik momentum med budskabet, og kampen mod ultraforarbejdet mad fik fart og rækkevidde online. 

Og det selvom mine unger får sund og varieret kost i skolen og i børnehaven og nogle gange også derhjemme, også selvom danske supermarkeders hylder er fyldt med økologisk frugt og grønt, som man kan bruge til at dække over de cup noodles, der ligger nederst i indkøbskurven. 

Overvægt er også i Danmark en stigende udfordring med en stærk social slagside, men proportionelt er vi langt fra USA. Desuden er der endnu ingen evidens, kan man læse langt nede i Zetlands artikel, for, at den stigende overvægt i Danmark skulle skyldes »spøgelsesmaden«.

Først i disse uger føles det lysende klart, at vi bor utrolig langt væk fra USA, men i årtier har bildt os ind, at de var vores kulturelle naboer, hvis problemer vi skulle spejle os i. 

I virkeligheden har vi ofte spejlet os i deres dominerende problemer, fordi vi jo alligevel stod der og glanede hypnotiseret ind gennem deres vinduer. I den usynlige import af amerikanske bekymringer, der gennem vores konstante indtag af deres medier ender i Danmark og gør et væsen af sig, er det nok godt at tænke lidt ekstra over proportionaliteten.

God vind til kampen mod en totalt ureguleret madindustri, der hjulpet på vej af dårlig sundhedsoplysning for alt i verden vil gøre folk til saltsukkerjunkier.

Min kamp er det næppe, ved jeg mandag, da jeg stikker en af mine granola mom- myslibarer i hånden på sønnike i døren på vej i skole. »Er der … en lidt mindre?« spørger han klemt. Jeg knækker den over og stiller resten op i en dåse på hylden. Der står de nu og tørrer langsomt helt ind, indtil de under en søndagsrengøring får en usentimental begravelse i biospanden.