En profeti om Israels forfald

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

I foråret 2023 læste jeg en roman af Weimar-forfatteren Lion Feuchtwanger, der handlede om en tysk-jødisk familie fra Berlin i årene lige før og efter Hitlers magtovertagelse. Det utrolige ved Feuchtwangers beretning om Oppermann-familiens skæbne er, at den udkom i 1933. Men det er ikke romanens profetiske kvaliteter, som gør den exceptionel, det er derimod dens evne til at formidle, hvordan det føles for helt almindelige mennesker at befinde sig i et samfund, mens det lukker sig om sig selv og bliver tiltagende ufrit. Den slags sker nemlig sjældent på en gang med et slag, og det kan gøre det vanskeligt at sammenstykke den gradvise forvitring til et samlet billede.

Jeg læste romanen, The Oppermanns, på samme tidspunkt, hvor mange israelere gik på gaden for at protestere mod Netanyahu-regeringens foreslåede juridiske reform, der ifølge Israels justitsminister, Yariv Levin, havde til formål at demokratisere det israelske retssystem, men som kritikere påstod ville føre til det modsatte – nemlig afmonteringen af det israelske demokrati. I den mellemliggende tid er ufatteligt meget hændt – lige fra massakren 7. oktober til Gazakrigen og den stigende bosættervold på Vestbredden – og helt ulideligt mange mennesker, både israelere og palæstinensere, har mistet livet.

Denne uge blev det første af det omstridte reformforslag vedtaget i det israelske parlament. Ændringen vil medføre øget politisk kontrol over udvælgelsen af dommere, og mens oppositionspolitikere advarer om, at tiltaget undergraver retsstaten, så udtalte justitsministeren, at reformen skal »genskabe balancen« mellem den lovgivende og den dømmende magt. Han kunne også have citeret Trump, der sidste måned udtalte: »Han, som redder landet, bryder ingen love.«

Men det er ikke kun i den juridiske sfære, at Israels siddende regering udviser en veludviklet sans for det autoritære. Også landets kunstnere og intellektuelle, der hidtil har haft relativt frit lejde til at kritisere alt, lige fra regeringens førte politik til landets mere end 50 år lange status som besættelsesmagt, begynder nu for alvor at kunne ane konturerne af, hvordan det bliver at leve i et mindre frit samfund.

En gang om året uddeles den kulturelle hæderspris Israel Prize, og i år skulle prisen gå til den israelske sociolog Eva Illouz, men tidligere på ugen kom det frem, at landets uddannelsesminister, Yoav Kisch, har modsat sig priskomiteens beslutning med den begrundelse, at Illouz i 2021 underskrev et opråb til Den Internationale Straffedomstol sammen med 179 andre israelske forskere og intellektuelle, hvori de satte spørgsmålstegn ved Israels evne til at efterforske egne krigsforbrydelser. Uddannelsesministeren forklarede, at han ikke ønsker at tildele prisen til en, der tidligere har henvendt sig til en institution, der ikke tøver med at indgive falske anklager mod hæren »og har travlt med at samarbejde med terrororganisationer« på baggrund af en klar »antiisraelsk ideologi«. Det er på trods af, at den franskbosiddende Eva Illouz er en af den europæiske venstrefløjs mest krasse kritikere, netop når det gælder støtten til Hamas og benægtelsen af forbrydelserne, der blev begået mod israelske borgere 7. oktober. Eva Illouz er ikke fjendtligt stillet over for staten Israel, tværtimod, men hun kritiserer den siddende regering, og det bryder autokrater sig ikke om. Ifølge dem er man nemlig kun loyal, hvis man er enig eller holder kæft.

Endnu mere grel er situationen i de besatte områder. Mandag aften blev filminstruktøren Hamdan Ballal, som netop har vundet en Oscar-statuette for dokumentarfilmen No Other Land, der portrætterer bosættervold mod palæstinensere i det besatte Vestbredden, selv angrebet af bosættere og senere tilbageholdt af det israelske militær i et døgn.

I Østjerusalem er den palæstinensiske boghandel Educational Bookshop ad to omgange blevet gennemsøgt af israelsk politi, og dens medarbejdere er blevet arresteret med den begrundelse, at boghandlen sælger »inciterende materiale«, hvilket vil sige bøger, hvor udtrykket »From the River to The Sea« eller hvor det palæstinensiske flag indgår. Samlet tegner der sig et billede af en hastigt tiltagende repressiv kultur.

Og hvad kommer det os andre ved? Sagen er den, at det ikke kun er i Israel, at de autoritære ideer lige nu spirer vildt. I ugens avis kan man i en artikel af Ole Nyeng læse, at præsident Erdogan har arresteret Tyrkiets førende oppositionsleder i et angreb på landets i forvejen mangelfulde demokrati. I artiklen påpeger Ole Nyeng, at det internationale politiske miljø – og i særdeleshed Trump-regeringen – næppe bekymrer sig om demokratiets afskaffelse, og det giver Erdogan en enestående chance for at sikre sin magt i mange år frem uden at skulle frygte for omverdenens reaktion. Af samme årsag vejrer Netanyahu-regeringen autokratisk morgenluft.

Jeg ved ikke, hvordan man bekæmper formørkelsen i Vesten, som lige nu ser ud til at finde sted. Men læser man Lion Feuchtwangers roman, står det klart, at det autoritære sjældent melder sin ankomst i en enkelt fejende gestus. Det viser sig som angreb på retssystemet, indskrænkelse af ytringsfriheden og overgreb på minoriteter. Det fungerer ligesom alle mulige andre forrådnelsesprocesser: Det er langsommeligt, uskønt og ganske svært at omgøre. Hvad vi kan og skal gøre undervejs, er at kalde tingene ved deres rette navn.