Identitetskrise. Den amerikanske filmindustri vakler. Skuespillere og manuskriptforfattere strejker, AI begynder så småt at erstatte mennesker, og ingen kan forestille sig fremtiden for Hollywood.
En desperat drømmefabrik
Stemningen omkring Hollywood føles efterhånden apokalyptisk. Den mest massive søjle i det 20. århundredes underholdningsindustri slår sprækker for øjnene af os. Der har været råd i fundamentet, lige siden streamingrevolutionen vendte op og ned på studiernes forretningsmodel for et årti siden, men nu føles det, som om en definitiv forandring snart vil finde sted: at Hollywood i den nærmeste fremtid vil overgå til en ny form, som ingen endnu kan fornemme eller forudsige, men som føles langt værre end det, den kommer til at erstatte.
Strejker er et af de mest pålidelige barometre for paradigmeskift i filmbranchen. Hvis enten skuespillerne eller manuskriptforfatterne strejker, er det som oftest i forbindelse med overgangen til en ny teknologi og en dertilhørende omkalfatring af, hvordan der tjenes penge i branchen, og hvem der tjener dem. Lige nu har manuskriptforfatterne strejket siden begyndelsen af maj. I snart en måned har de haft selskab af skuespillerne i den første dobbeltstrejke siden 1960, hvor tv-mediets revolution satte ind, og Ronald Reagan var præsident for skuespillernes fagforening.
Del: