Temperaturen er tæt på Beatlemania i Portalen i Greve, da Keld & Hilda Heicks sidste koncert nogensinde skal til at gå i gang. Men det kan den ikke. »Der står et kæmpe kamera i brandgangen,« stønner en to meter høj sikkerhedsvagt i sin walkie-talkie og kigger opgivende hen mod TV 2s Ole Kolster. Sweethearts-stifterne Pernille Højmark og Marianne van Toornburg står samme sted og nynner med på »Tom Dooley«, der lyder over højttalerne. En fan kommer over og beder om en autograf. »Det er ligesom i gamle dage,« siger Pernille til Marianne og fortæller fotograferne omkring hende, at de står hernede, fordi de skal overraske Keld og Hilda på scenen. »Vi er hemmelige!« Så sætter de sig ned for at please vagten, kæmpekameraet får lov at blive, og lyset dæmpes i salen. Nu kommer de.

Bum, så er året 1981 igen. Hilda er i hvid stewardessebluse og smaragdgrønne pailletbukser, Keld står i en smoking og ser ud, som om han hænger på en bøjle. Salen griner ad alt, de siger, når de mellem sange lader sig interviewe i to chesterfieldsofaer, det hele minder om den lørdagsunderholdning på DR, man ellers kun finder i digitale arkiver. Annette Heick kigger forbi, hævder, at »Under stjernerne på himlen« handler om hende, ikke om Tommy Seebachs datter – det var trods alt Annettes far, der skrev teksten – og synger den så fint, at man tror hende. Og så slutter første afdeling af afskedsshowet med gendannelsen af supergruppen Sweet Keld & The Hilda Hearts fra grandprixet i 1992; Pernille og Marianne sætter omtrent nul toner rent i »Det vil vi da blæse på«, til gengæld har de pailletter for en million, og så går det hele nok alligevel.