ISRAEL – I de urolige timer fra vi havde stemt til det israelske parlamentsvalg, og indtil exitpolls blev offentliggjort klokken ti tirsdag aften, flakkede min mand og jeg hvileløst rundt på handelsstrøget i byen Zichron Yaakov. Valgdagen er en officiel fridag, og overalt var stemningen løssluppen og festlig. Familier gik rundt og hyggede sig, og der var både religiøse og sekulære jøder og arabere, og hvis man kom udefra og ikke havde indblik i landets politiske spændinger, ville det måske endda have set idyllisk ud, som om vi her havde fundet opskriften på hyggelig, småborgerlig sameksistens. Men hver især gik vi og skulede til hinanden, vel vidende at den enes sejr var den andens nederlag.

For at slå de mange timer ihjel kørte vi nordpå til havnebyen Haifa, hvor vi endte ved den græske taverna, som ligger nede ved havnen og er drevet af en mand, hvis familie kom til Haifa fra Thessaloniki i 1933 og derved undslap den visse død (96 procent af Thessalonikis jøder blev myrdet i Holocaust). I tavernaen hænger der fotos af familien fra dengang, og vi spurgte ham, om han stadig har forbindelse til Thessaloniki. »Hvad mener I? Slet ikke. Jeg besøger kun byen en gang om året,« svarede han og fortalte også, at hans familie aldrig talte græsk, kun ladino – en jødisk dialekt, som blev talt af efterkommere af de jøder, der blev udvist fra Spanien og Portugal i 1492.