Tidsrejse. Hare, løve, hvalros, næsehorn. Albrecht Dürer tegnede i 1600-tallet det, han så, og folk spærrede øjnene op. Det gør man stadig.
Dürerriget
For tre år siden fandt min mand og jeg et nedlagt husmandssted ude på landet omgivet af marker. Vi slog til, det var især det vide udsyn, der afgjorde sagen, selvom årstiden intet gav fra sig andet en mælket tåge, der, som i dag, lå som en fremkaldervæske over det gamle, morænebakkede landskab. Egentlig tilføjede tågen en urovækkende fornemmelse af, at skoven i det fjerne, som hos Macbeth, kunne bevæge sig, hvis nogen gav signal. Eller måske, at verden, som i Middelalderen, sluttede der, hvor man kunne bevæge sig hen til fods, ikke længere, en afgrænsning af det forjættede udsyn.
Det var imidlertid et andet signal, der bestemte, at vi kom til at opholde os på stedet meget mere end oprindeligt tænkt. For så kom pandemien, og den almindelige rejseaktivitet blev indstillet. Som det hed i min barndoms poesibog, »gik min længste rejse« til bogreolen og siden sofaen med bøger, som længe havde lokket, men tiden, tiden!
Del: