Forhistoriske madminder

Øv, januar, råkulde, smittefare, dødens pølse, som man kaldte kedsommelighed i 70erne. En lunende kur mod sortsynet er tanken om gastronomiske glæder på livets vej. Da vi boede i Teheran under Shahen, var januar også en gråsort gyser med sne på Elborz-bjergene bag huset i Shemiran. Snekæder måtte spændes om hjulene for at få mast bilen gennem grøden af is på Shah Abbas-avenuen og trille hen til den populære kyllingekebab-restaurant på hjørnet, fuld af smarte iranerinder med højt touperede 60er-frisurer. Specialiteten var sprødstegt grillkylling med halve appelsiner til at presse henover, skyllet ned med armeniernes potente rødvin. Eller også kurede man ned til den hyggeligt elegante Franske Klub og inhalerede vodka med frisk lime i baren før den nærmest obligatoriske forret: sort kaviar med finthakket æg, løg og creme fraiche. Støren producerer også gylden kaviar, som almindeligt dødelige aldrig kommer nær, den gyldne var reserveret for Shahen.

Kaviar til hjemmefortæring blev købt i smug hos lyssky forhandlere i bazaren, men der måtte man stikke en pind igennem det sorte guld for at sikre sig, at støræggene var af samme dugfriske kvalitet hele vejen ned i bøtten og ikke kun i et indbydende tyndt lag på overfladen. Til kaviar på iransk hørte smeltet smør og sur fløde samt varme små buttede pandekager. Til sidst blev man helt træt af kaviar, too much! Til gengæld fik man aldrig nok af det lokale runde, tynde brød, som blev bagt ved at klaske dejen op mod siderne af en primitiv rund ovn med åben ild. Der var småsten i dejen for at gøre overfladen sprød. Og skønt bageren børstede stenene af de duftende, skoldhede brød, man fik stukket i hænderne, skulle man passe på tænderne.