Dryptud

Det begyndte en morgen for syv år siden. Efter en aften på Cafeen Funke – en af dem, der gerne måtte have sluttet et par timer tidligere, end den gjorde – vågnede jeg med et øje, der var klæbet sammen. Irriteret og endnu åndsfraværende kørte jeg en hånd over ansigtet, mens jeg tænkte, at jeg måtte have glemt at fjerne min øjenmakeup, inden jeg gik omkuld.

Og så kom det, mit livs første og indtil videre heldigvis også eneste The Godfather-øjeblik: Ved nærmere inspektion var den klæbrige masse ikke mascarasort, men rustrød, og med begyndende dødsangst drejede jeg hovedet cirka 45 grader og opdagede en betragtelig plet, ja, nogle ville måske kalde det en pøl, af indtørret blod til venstre for min hovedpude.