Jeg læste engang sorg beskrevet som et rum uden vinduer, hvis dør ikke kan åbnes udefra. I den første tid famler den sørgende måske ovenikøbet selv forgæves efter dørhåndtaget, indespærret med sin sorg, men med tiden lærer vedkommende at bevæge sig ind og ud af det. Men det forbliver ens eget private rum. Man kan møde mennesker, der har deres egne rum, og de rum minder måske om ens eget, men man kan aldrig helt vide det, for omverdenen kan ikke lukkes ind.

Godtager man det billede på sorgen, giver det også mening, at forfattere, der skriver om sorg, tit kredser om ordenes svigt. Sorgen lader sig hverken forstå gennem empati eller indfange af sproget: Man oplever den på egen krop eller slet ikke.