Turbulens. I Turners forunderlige billedverden hvirvles alt ind i en atmosfærisk heksekedel, der flakker ildevarslende mellem overmægtighed og overgivelse til industriens smog.
Det sublimes sidste bastion
Turner vekslede mellem samtidige motiver og dramaer hentet fra den græsk-romerske mytologi. Fælles for hans tableauer er lyset og dets spredning, som binder motivet sammen. J.M.W. Turner: Historien om Apollo and Daphne (cirka 1837). Copyright: Tate Tate Turner, Joseph Mallord Will
Skal man tro den amerikanske billedteoretiker W.J.T. Mitchell, er landskab en art drømmearbejde, som ledsager og kaster glans over imperialismens fysiske landvindinger, hvor nationer end gribes af vokseværk, fra Europa til Østasien. Mitchells tankevækkende idé melder sig uvægerligt under mit besøg på Sun is God, ARoS’ flot anlagte udstilling med den britiske landskabsmaler Joseph Mallord William Turner (1775-1851). For selvom Turners egen aktionsradius ikke strakte sig længere end de britiske øer, Centraleuropa og Italien, med mulig udvidelse til begærsobjektet, det forestillede antikke Grækenland, er det, som om hans bundløst disede modlyspanoramaer finder resonans i Storbritanniens erobringstogter i den meget større verden, fra Amerika til Indien og Australien. Imperiet, hvor solen aldrig går ned, befinder sig lige bag ved, ja, er uadskilleligt fra Turners indramninger af en sol, som – synes det – kun den allestedsnærværende tåge forhindrer i at brænde gennem beskuerens nethinde.
I tider, hvor imperiet for længst er falmet og de britiske øer akut ramt af Brexit med tilhørende postcorona forsyningsforstoppelse, under man gerne de gode englændere den tilbagekastede glans, som en præcist anbragt eksportbasker kan give. Og akkurat en sådan udgør ARoS’ delikate udvalg af Turner-værker fra Tates store testamentariske gave fra mesteren – godt og vel 100 betagende malerier, olieskitser, akvareller og grafiske blade efter mesterens billeder fordeler sig under spotlysene i halvmørket. For at forblive i titlens solmetaforik, der gengiver Turners måske sidste ord om solens guddomskraft, viser udstillingen det britiske landskabsmaleri i dets absolutte zenit. Mens landskabet hos tidligere 1700-talsmalere som Thomas Gainsborough og Joshua Reynolds mest havde tjent som dekorativ baggrund for portrætter af adelen og det velstillede borgerskab, gennemgår det hos Turner og hans et år yngre rival John Constable en veritabel frigørelse, hvor de figurer, der måtte være, opsluges og overstråles af de svulmende vidder, der indfatter dem.
Del:
