Hjemland. Den israelske kunstner Yael Bartana rusker op i tyskerne med en filmmontage om en Messias, der fører jøderne hjem til Berlin.
Fortrængninger
BERLIN/FRANKFURT AM MAIN – En ung kvinde sidder bøjet over sin mobiltelefon på en karrusel på hjørnet af Kaiserstr. og Gallusanlage i Frankfurts banegårdskvarter. Karrusellen er inddelt som en lagkage og er af træ af den slags, som man byggede dem for 80 år siden. Man kan godt få den til at køre rundt, men kun ganske langsomt. Sorte metalbøjler inddeler den i seks stykker. Bag kvindens ben ser man ordene »Auf bald, mein Kind!«, der kan oversættes med »Vi ses snart, mit barn!«. Dette gentages én gang, på de andre står »Auf wiedersehen, Mutter!« og »Auf wiedersehen, Vater!« (På gensyn, mor/På gensyn, far). Karrusellen hedder The Orphan Carousel og blev indviet i september. Den er skabt af den israelske kunstner Yael Bartana, der bor i Amsterdam og Berlin.
Fra slutningen af november 1938 og til Anden Verdenskrigs begyndelse den 1. september 1939 forlod cirka 20.000 uledsagede, hovedsagelig jødiske børn, Tyskland, Østrig, Polen og Tjekkoslovakiet. Mange af dem blev sat på tog på Frankfurts hovedbanegård. Tog, der førte dem ud af Hitlers rige mod Storbritannien, Frankrig, Holland, Belgien, Palæstina, USA og Sverige. Her blev de placeret i familier, på børnehjem og på kostskoler.
Del: