Ramme. Mere end 28.000 værker, næsten endnu flere følelser. Edvard Munch har fået 13 etager at boltre sig på i Oslo, og det eneste, man drømmer om, er mere tid.
Ind i sjælen
Det er de færreste nordmænd, der kan beskrive deres første møde med Edvard Munch. For han har, skriver Siri Hustvedt, altid været i deres bevidsthed, i deres sprog, i deres verden. Hendes norsk-amerikanske barndomshjem var proppet med bøger om Munch, med affotograferinger af hans mest ikoniske værker, fra Det syge barn (1885-86) over Skriget (1893) til Madonna (1894). Også Hamsun og Ibsen fik tildelt respektive afdelinger i deres bibliotek, men Edvard Munch rådede over flere reoler. »Munch er indbegrebet af storhed, af stolthed i Norge,« skriver hun. Og således er det blevet noget nær umuligt at se hans værker med egne, åbne øjne.
Som forfatter Karl Ove Knausgård skriver i sin bog om Edvard Munch: »Når jeg ser de kendte billeder, ser jeg ’Munch’, når jeg ser de ukendte, ser jeg malerier. Kan man overhovedet se Munch uden at se ’Munch’? Kan man stadig se billeder af Munch uden at vide, hvad man skal mene?«
Del: