Anmeldelse. Wes Andersons 'The French Dispatch' er en hyldest til fransk kultur og magasinet The New Yorker. Selvsagt i munter udklædning.

Forklædt til genkendelighed

Det er altid en fornøjelse at se en ny film af Wes Anderson (f. 1969). Den texanske auteur har på 20 år konstrueret ti værker, der er unikke på hver sin måde. Andersons force er symmetri og stilisering. Han skaber sirlige, selvindeholdte verdener, der er bygget fra bunden med grænseløs omhu.

På skolebiblioteket i Austin læste Anderson gamle indbundne årgange af The New Yorker. Her stod de noveller, han holdt af. »You could find the J.D. Salinger stories that had never been collected,« oplyser han. I begyndelsen ville Anderson skrive. Han tegnede en slags selvportræt af den arrogante forfatterspire i Rushmore fra 1998.

bogj
(f. 1955) er digter og cand.phil. i engelsk. Har skrevet om film, musik og litteratur for Weekendavisen siden 1981. Debuterede samme år som forfatter og har skrevet 40 bøger i snart sagt alle genrer, senest En kugle af liv (2019). Har bl.a. modtaget Kritikerprisen og Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Læs mere på bogreenjensen.dk og blog.bogreenjensen.dk.

Andre læser også