Det hårde kærligheds­arbejde

Der er de seneste dage blevet sagt og skrevet mange lovord om dronning Margrethe 2., og i de kommende uger og år vil mange skrive flere. De er nok alle sammen rigtige.

Men jeg kan frygte, at få vil huske at nævne den pølseformede sky og regnfrakken, der ligner en udtværet zapp-is, og dvæle en stund ved det, som disse to genstande fortæller om den afgående regent.

Jeg nævner med vilje to jordnære og konkrete ting, fordi kongehuset har det med at forsvinde en smule i sin egen tusindårige selvfølgelighed. For de fleste borgere er det alt rigeligt, at de kongelige blot repræsenterer, sådan som tv-serien The Crown altid betoner; at de blot er kongelige uden at falde igennem, fordi et monarki pr. definition skal være noget, man tager for givet.

Derfor beskrives Margrethe 2. især som en repræsentant. Og hun har repræsenteret på en i international sammenhæng uhørt værdig og venlig måde. Det er blot ikke hele historien. Det er i hvert fald ikke forklaringen på, at jeg begyndte at tude en lille smule, da hun på årets sidste dag meddelte sin sortie.

Hvilket bringer os til den pølseformede sky. I et klip fra 2017, som man kan se på DRs hjemmeside, betragter den tidligere statsminister Poul Schlüter et maleri af en lang, grå sky over et mørkt fjeldlandskab, som Dronningen har malet. Titlen er Fra de yderste fjelde. Under skyen.

Billedet hænger på det statsministerkontor, som på tidspunktet for DRs optagelse for anden gang tilhører Lars Løkke Rasmussen, der nu altså viser sin for-for-for-forgænger rundt. De to politikere gør ikke rigtig nogen god figur. Løkke bemærker, at Dronningens maleri er mørkere, end han havde regnet med, og Schlüter kigger på det og siger, at »det er en nydelig ramme«.

Historien fortæller to ting: Den ene er, at statsministre forgår, mens monarker stort set består.

Den anden er pointen med denne tekst: At skønt mange er i stand til at anerkende Dronningen for det, hun er, har færre blik for det, hun kan. Margrethe 2. maler og tegner, modsat hvad tidligere og afdøde statsministre måtte mene, vældig godt; og maleriet af den pølseformede sky beviser det. Det er et ekspressivt, originalt og veludført maleri.

For nogle år siden skrev jeg i en konkurrerende avis en anmeldelse af Dronningen, hvori billedet af skyen også fylder en del, jeg kan ikke rigtig slippe det. Margrethe 2. fik i artiklen seks hjerter, hvilket dog ikke var topkarakter, idet kongelige, modsat borgere, efter kriterier, som jeg selv har opfundet, kan gøre krav på en bedømmelse, der omfatter alle rigsvåbenets ni hjerter. I forbindelse med anmeldelsen genså jeg også Dronningens tidlige Tolkien-illustrationer, som efter sigende behagede forfatteren selv. Det kan jeg også godt forstå, hvis de gjorde.

Vi finder aldrig ud af, hvad Dronningen kunne have drevet det til i en karriere som kunstner eller kunsthåndværker. Men jeg vil påstå, at hendes kunstneriske tæft og temperament har haft en afsmittende evne på nationen, der har været sund for den på måder, vi snart vil savne.

Her kommer vi til den absurde gule blomstrede regnjakke af voksdug, som majestæten har designet, og som hun ved adskillige lejligheder har båret, når hun har færdedes i sit regnsmattede rige. Som Billed-Bladet skrev: »Til frakken bar dronningen forleden en markant gul sydvest, der var prikken over i'et på det skønne look.«

Hvad er meningen med sådan et antræk? Selvfølgelig, at denne berømte regnfrakke udtrykker mere end en dristig vilje til selvfarvelæggelse; den er udtryk for regentens lange, slidsomme arbejde med at holde af et folk, der ærlig talt ikke altid er så elskeligt, som det selv går og tror.

På Ekstra Bladet, hvor det er en yndlingssport at jorde de kongelige, har man altid hæftet sig ved deres ufortjente rigdom og mange stillesiddende aktiviteter, men jeg synes, det er åbenlyst, at Margrethe har okset.

Ofte består arbejdet jo netop i at sidde helt stille og vente. Hvilket i øvrigt ikke er så anderledes end det arbejde, journalister udfører, når de sidder bænket uden for lokaler, hvor folk træffer beslutninger, der måske er værd at skrive hjem om.

Forskellen er, at Dronningen, modsat journalisten, der kan pille næse og spise wienerbrød, er yderst synlig undervejs. Den vanvittige regnfrakke er en overgivelse til denne synlighed, en fejring af den. Den er en måde at sige på: Jeg ser jer se mig.

Noget af det kedeligste, der regelmæssigt foregår i Danmark, er Københavns Universitets meget lange årsfest. Ingen offentlig institution har formået at holde så kedsommeligt og fisefornemt et arrangement som dette universitet. Men denne hjernesmeltende triste fest har majestæten mange gange overværet. Ikke fra en mørk krog, men på en ubekvem stol iført en stor hat, midt i salen.

Uden at gabe, uden at himle med øjnene, uden at spise karameller, uden at spille sudoku på sin telefon har Dronningen festet med sine akademiske undersåtter.

Det aftvinger respekt, men er selvfølgelig, igen, først og fremmest udtryk for, at Dronningen i 52 år har formået at elske kongerigets borgere. Dronningen har valgt at elske sin befolkning, og hun har – jeg håber, det er underforstået, at der kunne nævnes mange lignende eksempler – vist os det ved at udføre det kærlighedsarbejde, som det er, at glæde sine undersåtter med en absurd og morsom regnfrakke.

Det fik jeg tårer i øjnene over.