Når en regent abdicerer, sker det normalt som en dramatisk begivenhed, som et knæk i historien. Sygdom, forbudte forelskelser, tvungen eksilering, revolution. Ikke i Danmark, naturligvis, ikke i dette lille kongerige.
Dronning Margrethe 2. meddelte afslutningen på sin tid på tronen som en helt naturlig del af sin årlige nytårstale, som var det helt åbenbart, at tiden nu var kommet til dette emne. Efter, selvfølgelig, at have talt varmt om danske jøder, advaret mod antisemitisme og udtrykt sympati for både ukrainere og palæstinensere, der er berørt af krig. Og efter at have talt så fint om unges evne til at vise åbenhed og sårbarhed.
Jeg nåede lige at tænke: Hvor ser hun godt ud, hvor ser hun stærk ud. Og jeg sagde: Er det ikke hendes fineste nytårstale meget længe, måske nogensinde, så personlig og perfekt balanceret. Og så lød det: Nu er tiden kommet til at træde tilbage. Ingen store armbevægelser. Intet drama, ingen unødig patos. Det lå i ordene, min tid er ovre, jeg har gjort mit.
Og netop sådan var Dronningens meddelelse, en abdikation, som kun kan finde sted i Danmark. Ikke under pres eller tvang, ikke på vej i et fly til et fremmed land, ikke på en brændende, af fjenden omringet balkon, ikke med en pistol for panden eller på skafottet, men velordnet og velplanlagt, afleveret i en tale, der alligevel skulle holdes, så der ikke hersker nogen tvivl om hensigten eller opstår den mindste tvivl om monarkiet og dets placering blandt os.
Det var som at høre en embedsmand, en meget, meget flot embedsmand med krone på, der informerede om en væsentlig, men ikke afgørende forandring i statens forhold, og det er virkelig ment på den allerbedste måde, som den største ros. Ja, sagde Dronningen næsten, så er der i øvrigt denne mindre detalje om mig selv, det behøver vel næsten ikke at nævnes …
Netop denne udramatiske, stilfærdige, vel helt minimalistiske måde at informere om dette historiske vendepunkt på, var på sin egen dronningmargretheske vis både rørende og bevægende, for det rummede en hel nation og dens pragmatiske, rolige fornemmelse for dens historie. Det uforanderlige og ubrydelige. Man skulle jo netop lige forstå, hvad der skete, så helt almindeligt forekom det at være.
Jeg mødte Dronningen først i det forgangne år, og i vores to lange samtaler var det netop det, hun lagde allermest vægt på, hendes egen rolle som historisk forbindelse, som led i en »meget lang kæde, der fortsætter«, som hun udtrykte det. Det væsentligste er, sagde hun, at nogen skal tage over, når »jeg slipper tøjlerne«. Det var et menneske, der denne nytårsaften gav slip, men det var mest et led i en kæde, et blodsbånd, der går tilbage til Gorm og Thyra i år 950. På en måde så hun det som sin væsentligste opgave. At give kronen videre ved at fostre en arving, der kan magte opgaven. Og som hun også sagde: Det har jeg gjort. Det var det, jeg skulle.
Men der var selvfølgelig en ting mere, som handlede om hendes egen rolle som regent. I nytårstalen nævnte hun både sin far og sin farfar, Christian 10. Det var ham, Christian, der så klart udtrykte, som det eneste europæiske statsoverhoved under krigen, at jøderne var ligeværdige landsmænd. Han favnede danskerne, alle danskere, ja, han gik, som Dronningen sagde det, »i et med sit land«, ikke blot med dele af det, med segmenter eller med nogle af os, men med alle. Det var det, hun ønskede, den 83-årige monark, at være så »forbundet« med sit land, at hun på en måde gik i ét med det.
Det gjorde hun. Alle, der så og hørte hendes tale i aften, kunne mærke det: en tilstedeværelse, der kun kan lade sig gøre, fordi det var hende, der sad der, hende, der var Danmarks dronning, netop danskernes dronning og ikke andres. Selvfølgelig var Margrethe 2. regent og monark, selvfølgelig var der en ophøjet afstand til os, hendes undersåtter. Men først og fremmest var hun, er hun, en af vores egne. En landsmand.
