
Ursula Reuter Christiansens Kvinder frem! 1971
Damebilleder. Det vrimler med udstillinger, der sætter kvindelige kunstnere i front, og kunsthistoriens skævhed korrigeres billede for billede. Hvornår er vi i mål? Og hvorfor ikke droppe »kvindelig« og bare skrive »kunstner«?
Det andet køn
Syv kvindelige kunstnere arbejder i april 1970 i kælderen under Kunstakademiet i København på et kunstprojekt i døgndrift. Verden er i heftig forandring; autoriteter står for fald – det gør kunstscenen også. For kvinderne vil være med; mændenes kunstneriske monopol skal være fortid, og derfor skaber de syv kunstnere – Rikke Diemer, Kirsten Justesen, Jytte Rex, Marie Bille, Birgitte Skjold-Jensen, Jytte Keller og Kirsten Dufour – i fællesskab kunstaktionen Damebilleder. Den består af syv tableauer med overskrifter som »Opvasken«, »Luderen« og »Skønheden«, og de syv kunstnere flytter ind i dem, i tableauerne, med deres børn. Deres private liv bliver et offentligt anliggende – og et kunstværk, der råber vagt i gevær. For kvinderne kræver deres retmæssige plads i verden – som kvinder og som kunstnere.
Det gør de stadig. De kunst- og kønspolitiske kampe, der i 1970erne fandt sted i kælderrum og gader, rykkede ved status quo, lykkeligvis, og de kvindelige kunstnere er blevet flere og flere siden dengang. De er i dag i overtal på kunstakademierne, mens de stadig fylder forstyrrende lidt i salgsstatistikkerne på det globale kunstmarked: I 2019 solgte verdens kvindelige kunstnere for omtrent det samme som Picasso, knap 2 procent af markedet. Men holder man øje med museernes udstillingskataloger, så får man en fornemmelse af, at det er ved at ændre sig. For institutionerne er vågne, lader det til, de tilføjer flere og flere værker af kvindelige kunstnere til samlingerne, og de viser dem i gruppeudstilling efter gruppeudstilling.
Del: