Rædslen står mejslet i ansigtet, og i de opspilede øjne aner man vanviddet. Trækkene, der træder tydeligt frem på det sort-hvide fotografi, tilhører Leni Riefenstahl, Hitlers yndlingsinstruktør. Det er den 12. september 1939, og stedet er den polske by Końskie, nylig besat af den tyske hær.

Vi ser ikke umiddelbart, hvad der er årsagen til Riefenstahls chokerede grimasse, for det hele foregår bag fotografens ryg. Men vi ved det fra andre kilder: Hun har netop overværet nedskydningen af en gruppe uskyldige jøder. Måske er massakren endnu i gang, da billedet bliver taget.