Den perfekte mand

Forleden læste jeg i onlinemagasinet Heartbeats, at den normale mand var kommet på mode igen. »Kvinderne er vilde med normale Morten: Det almindelige er kommet på mode igen«, hed artiklen, der fremholdt en 25-årig østjyde, Morten Lund, som eksempel på, at kvinderne er blevet trætte af perfekte mænd. Nu vil de i stedet have mænd som Morten, der ikke gider at prøve på at være noget, de ikke er, men insisterer på at være helt almindelige.

Som jeg ser det, er det en ganske tidstypisk artikel. For det første fordi den hviler på en helt igennem tåbelig præmis: at verden skulle have været fuld af perfekte mænd, som kvinder kunne blive trætte af.

Jeg har levet længe og kan derfor med en vis autoritet slå fast, at så mange perfekte mænd er der altså heller ikke derude; og dem, der er, er som regel optaget, så de kan slet ikke fravælges.

For det andet – og endnu vigtigere – så slår Morten Lund mig absolut ikke som et eksempel på en »normal« mand på de billeder, der ledsager artiklen. Han er 185 høj, bred over skuldrene, muskuløs, med glat bumsefri hud, stor næse (you know what I mean) og regelmæssige tænder. Hallo, skulle det være en helt almindelig mand? Så gad jeg da godt lige se en perfekt mand.

Og på den baggrund mener jeg egentlig, at det er på høje tid med en afklaring af, hvad man forstår ved den »perfekthedskultur«, som Morten ifølge artiklen skulle repræsentere et opgør med. Jeg kan godt have en mistanke om, at vi overhovedet ikke har et problem med en perfekthedskultur i den vestlige verden: men at det, vi derimod har et problem med, er noget nær perfekte mennesker, der bliver iscenesat eller iscenesætter sig selv som uperfekte. I dag er der ingen mennesker, der – uanset hvor feterede, misundte og beundrede de er – kunne drømme om at erklære sig som perfekte. Faktisk tværtimod: De, der udefra virker mest perfekte, er samtidig dem, der har allermest travlt med at fortælle om, hvor hårdt livet har været, hvor almindelige de er, hvor meget de har måttet slås med og gå igennem.

Mens de uomtvisteligt uperfekte – de grimme, de fattige, de gamle, de fede og de dumme – naturligvis ikke har travlt med at forklare verden om, hvor uperfekte de er. Det ved vi jo godt, og det ville bringe alle i forlegenhed, hvis det skete. Derfor bliver de slet ikke spurgt om den slags.

HVIS MAN VIL FORSTÅ, hvad »perfekthedskulturen« går ud på, så skal man i stedet for interviewet i Heartbeats læse Michel Houellebecqs lille bog Udvidelsen af kampzonen om, hvad markedsliggørelsen af seksuelle relationer har betydet for den grimme mand. I princippet burde den seksuelle frigørelse skabe større seksuelle muligheder for alle, fordi man nu kan dyrke sex i flæng på tværs af køn, alder, geografi, socialklasse og etnicitet, men i virkelighedens verden er det kun de ti procent mest attraktive, som oplever en forbedring. De 90 procent efterlades i dårligt humør, fordi det nu bliver pinligt klart for dem, hvad de går glip af. »Ganske som økonomisk liberalisme uden stopklodser, og af tilsvarende grunde, skaber den seksuelle liberalisme en absolut proletarisering. Der er nogle, der elsker hver eneste dag; andre højst fem eller seks gange i livet eller aldrig. Nogle elsker med dusinvis af kvinder; andre slet ikke med nogen. Det er det, man kalder 'markedsmekanismen'. I et økonomisk system, hvor fyringer er forbudt, lykkes det stort set alle at finde sig en plads. I et seksuelt system, hvor utroskab er forbudt, lykkes det stort set alle at finde sig en sengepartner. Men i et fuldkommen liberalt økonomisk system er der nogle, der opbygger betragtelige formuer; andre lider under arbejdsløshed eller fattigdom. I et fuldkommen liberalt seksuelt system har nogle et alsidigt og spændende seksualliv; andre er henvist til onani og ensomhed.«

Houellebecq tilskriver udviklingen en ny seksualmoral; men man kunne tilføje, at internettet nok har mindst lige så meget med sagen at gøre. I dag bliver vi konstant og hele tiden eksponeret for de ti procent mest attraktive på globalt plan, hvilket er temmelig mange mennesker. Det skaber indtrykket af, at det er normalt at være født charmerende og skøn.

Så hvad gør vi ved det? Ja, det er ikke nemt. Men i hvert fald skal vi ikke forbyde købesex. Jeg bor selv i nærheden af flere Thai Massage-klinikker, der frekventeres af aldrende, duknakkede, lettere overvægtige, normale danske mænd. Ingen af dem ligner Morten Lund.

Måske ville det faktisk gøre alle i bedre humør, hvis typer som Morten Lund blev præsenteret som det, de er: heldige.