George Orwell, manden bag klassikeren 1984, som moderne techbros troede var en manual, der skulle følges, og ikke en dystopi, skrev i 1933 en anden bog, som mange moderne restauranter synes at have begået samme fejl med. I Paris og London vendt på vrangen beskriver han, hvordan han som opvasker er nederst i et hierarki, hvor råb og psykisk tortur flyder fra top til bund, fra chefen ned gennem rækkerne for til sidst at ende hos ham.

»Jeg tror, man må begynde med at fastslå at en plongeur (opvasker, red.) er en af den moderne verdens slaver,« skriver han. Han er »ikke mere fri, end hvis han blev købt og solgt«. Det lyder umiskendeligt aktuelt.