Girlies, lad mig fortælle om modeugerne i september, modemåneden.

Jeg vidste, den ville blive noget særligt i år, da jeg loggede på, og mit feed flød over med rasende Gucci-kritik. Det var: Jeg er vågnet til det mareridt, der er Gucci. Det var en grå sweatshirt? Er han seriøs? Efter at den feterede Alessandro Michele havde forladt mærket forrige år, var den nye chefdesigner Sabato De Sarnos første kollektion en kæmpe og meget hypet begivenhed. Gucci havde i adskillige byer opsat enorme outdoorkampagner med mottoet »Gucci Ancora« (Gucci igen), og så var det pencil skirts i okseblods-krokodille-læder med upraktiske slidser og sweatshirts? Det var safe, det cementerede en tendens, alle havde anet siden modemånedens begyndelse i New York, derefter i London, og nu hos Gucci i Milano: Tøjet var mere kommercielt og mere kedeligt end nogensinde. New York Magazines modekritiker Cathy Horyn kaldte det »a poverty of imagination«, da hun en af de første dage i Paris (den sidste by i rækken til modemåneden), bænket til Saint Laurents show for foden at et illumineret Eiffeltårn skuffedes af en endeløs række af kakiheldragter. Eller som modefotografen Jean-Baptiste Mondino formulerede det: »Vi venter på, at nogen skal komme med et nyt forslag. Men det er det samme for fotografiet, for film, det samme for billedkunst. Desperat forsøger vi at sige det, vi ikke kan sige.«