De andres tøj

Det er tydeligst om sommeren. Jeg opdager det som regel først på solbrillerne, der hvert år skifter form. I nogle år er de blevet mindre og mindre, men hvert år er de små på en ny måde. I år er det stellene, der er blevet metallisk tynde, og jeg er også begyndt at se flere ovale glas.

Der er også sket andre ting: Det lille tørklæde, der sidste sommer bandtes om halsen, er kommet i håret som en ble. Tubetoppen findes fortsat, men halterneckudskæringen ser ud til at overtage. Bukserne er flyttet endnu længere ned på hoften – i hvert fald hvis man er ung. Sneakers er blevet loafers i læder, helst kraftige. Det er fortsat acceptabelt at sætte sine lange støvler sammen med en nederdel (sikke nogle varme fusser man må få af det), men bedre fungerer det, hvis det kombineres med nogle lange shorts med pressefolder. Den lange læderfrakke er blevet til en kort læderjakke. Fedoraen – Gud forbyde det – spår jeg et comeback næste år eller næste år igen.

Jeg tror ikke, det ville være så tydeligt, hvis ikke alle gjorde det. København navigerer moden, som en fiskestime navigerer havet: instinktivt og synkront.

Når jeg skriver »alle« i København, mener jeg naturligvis alle undtagen mig. Også i år henter jeg min sommergarderobe frem fra to kasser under sengen. I de kasser findes fortrinsvis tøj, som jeg har overtaget efter min afdøde mor, men der er også andre ting: en hvid blondekjole, som jeg købte på udsalg i Odense, da jeg stadig gik i gymnasiet – det var dengang, man syntes, det gav mening at ligge i kø i timevis for mange ting, og tøj var så absolut en af dem. Der er et par slidte Levi’s med hul i skridtet, mange gange for store til mig egentlig, som jeg byttede mig til, da jeg boede i Israel i min studietid – jeg byttede mig til dem mod en marineblå nederdel med plisseringer, som min ven havde forelsket sig i (han drømte om luft mellem benene, og det fik han). Der er et par hvide crocs (eller faktisk er de kopier fra Kvickly), som er en impulsgave fra min veninde, da jeg fyldte 26 år eller 27 år.

DET MED min mors garderobe startede som en sparemanøvre: Da jeg var færdiguddannet og i gang med at skrive min første bog, havde jeg ingen penge. Det blev en vane for mig at kigge min mors efterladte skabe igennem for tøj, når jeg besøgte min far hjemme på Fyn.

På en måde føltes det ikke meget anderledes, end da hun var i live, bortset fra, at jeg nu slap for hendes formaninger om at passe på, ikke glemme, levere tilbage. På en anden måde føltes det lidt perverst, et udtryk for en usund moderbinding og en usund sorg.

Med årene har jeg dog opgivet alle mine forbehold, og i takt med at moden er skiftet, har jeg næsten altid kunnet finde et item eller to, der matchede sådan nogenlunde. Og det har vist sig at være en rar ting: Min mor interesserede sig for tøj, ligesom jeg gør, og jeg har på sin vis kunnet fortsætte den samtale med hende. Jeg kan ikke iføre mig hendes lysebrune læderfrakke uden at tænke på, hvordan jeg hånede den, da hun købte den sammen med mig på et loppemarked i SG-hallen. Jeg kan heller ikke tage hendes bolsjestribede two piece-sæt fra H&M på uden at tænke på, at hun i forbifarten engang nævnte, at far havde været glad for den kjole, og at de også var nyforelskede engang. Jeg sætter hendes sølvring fra det finske mærke Lapponia på min langfinger og tænker på, hvordan den bare var en del af hende: Jeg har aldrig forholdt mig til, om jeg kunne lide den eller ej.

At gå i min mors tøj har altså både været med til at holde hende død og levende for mig – begge dele, viser det sig, er nødvendige for den sørgende.

PROBLEMET MED at gå i sin døde mors tøj er naturligvis, at det bliver slidt, nogle gange i stykker. Det startede med et par hvide jeans (løs fit fra 1980erne), som min kæreste i foråret så sig nødsaget til at påtale. Stoffet omkring lårene var så tyndt, at man snart kunne se igennem, og der var nogle gamle blodpletter på lommerne, som ikke ville gå væk. Hvorfra de stammer, husker jeg ikke længere, så gamle var de.

Der kan siges mange gode ting om at slide sit tøj op. Det er selvsagt klimavenligt, og tøjet får lov at akkumulere historie; minder bliver vævet ind i stoffet. Men det går ikke an at blive for sentimental. Der er i sidste ende tale om en slags brugskunst. Tøj skal bruges, og nogle gange skal det repareres, men til sidst skal det ud.

Så ud røg altså de hvide jeans, og ud røg også de hvide crocs (sålens skridmønster var væk, så de var decideret farlige at gå med). Ud røg også en mokkafarvet silkeskjorte, hvis ene manchet var røget af, men det kunne ikke ses, hvis man smøgede ærmerne op, og sådan røg genstand efter genstand ud, indtil jeg måtte konstatere, at jeg havde brug for nyt tøj.

I samme ombæring måtte jeg konstatere, at jeg ikke længere aner, hvad min egen smag er. Nok har jeg observeret moden – måske har jeg endda misundt dem, der har evnen til at følge den – men selv har jeg vænnet mig så meget til at gå i det, der var, at jeg hverken vidste ud eller ind, da jeg besluttede mig for at sætte budgettet fri. Den sikkerhed, hvormed jeg udvalgte tøj i mine teenageår – den leg, jeg troede, jeg forbandt tøjkøb med – var væk.

Jeg så mig nødsaget til at bede min kæreste – som har bedre smag – om hjælp. Tålmodigt og med imponerende stamina har han slæbt mig i butikker, vist mig ting på hjemmesider, bestilt varer hjem og returneret det, der ikke kunne bruges. Nu har jeg et par jeans, der kan erstatte de hvide.

Og hvilke bukser endte jeg så med? Et par hvide Levi’s i modellen 80’ies Mom Jeans.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.