Klokken er kvart over otte om aftenen, det er stadig 25 grader, og vi hænger foran Café Saint-Gervais, som man gør, hvis man er kunstner eller noget beslægtet, og der er ikke noget med at slynge vinen i glasset; alle drikker fadøl af papkrus, nogle kommer til, andre driver videre eller henter pizza og sætter sig i den lille park blandt legende børn og sludrende forældre.

Jeg har endelig mødt Armand fra pariserbandet Papooz, som har læst litteratur på Sorbonne og er vokset op i Saint-German-des-Prés, og han fortæller, at Marais var for kunstnere, da han begyndte at komme her, og at prisen på lejligheder i dag er 100.000 kroner pr. kvadratmeter. Armand har frisure som Mick Jagger 1966, er i spraglet skjorte, chinos og bare tæer i sorte loafers.