Det er egentlig forunderligt, i hvert fald vidunderligt, at det stadig er sådan. At en popsang kan have den effekt, at musikken stadig virker efter alle de år. Hjertet er midaldrende, men følelsen er absolut den samme, til trods for flere ar på samme hjerte.

Jeg har aldrig haft et klogt sprog for, hvad det er, der sker, når trommerne, eller det er vel en trommemaskine, sætter ind, der bliver trykket på et keyboard, og a-has »Take on Me« letter. Når genkendelsen rammer, og jeg er glad, helt fjoget glad, i flere totalt fredfyldte og dagdrømmende sekunder.

Det er ikke kun de gamle sange, der gør det, det handler ikke alene om at blive sendt tilbage. Så fedt var det slubrende første kys jo heller ikke. Det har ikke meget at gøre med konkrete minder, det er snarere dagdrømmen, længslen, der er den samme. Længslen efter letheden, et californisk solbad, skønt a-ha jo er fra Norge, en varme, der rækker helt ind i knoglerne, sex, forelskelse, men igen: Det er ikke konkret.

Den engelske popstjerne Harry Styles vækker også følelsen, her bliver dagdrømmen dog mere konkret, det indrømmer jeg, men det handler ikke kun om det åbenlyse: Jeg vil også gerne dele hans garderobe og shampoo, hænge ud og udveksle vittigheder med ham, når jeg hører hans vidunderlige ørehænger »As it was«.

Illustration: Gitte Skov
Illustration: Gitte Skov Gitte Skov / Weekendavisen 2023

Og efter at have set ham live i Horsens for et par uger siden drømmer jeg også om at spille trommer i hans band. Jeg kan ikke spille trommer, men i min fantasi er jeg vild til det, en blanding af Animal fra The Muppet Show og Harry Styles’ trommeslager, som faktisk hedder Sarah. Jeg tænker stadig på, hvordan hun sad der og tævede løs, mens den høje hestehale svingede, og storskærmen fandt hendes fod med ankelsokkerne i de små hvide gummisko.

DAGDRØMMENE ER ikke kun lyse. Jeg fantaserer for eksempel tit om hævn, jeg er faktisk hævngerrig, og når jeg er i det hjørne, leverer Beyoncé soundtracket. Chefer, ekskærester og andre, der har undervurderet mig, behøver imidlertid ikke blive nervøse: Hævnen går for det meste ud på at være lykkeligere end nogensinde, mere fabelagtig, velduftende og rig. Ingen kommer til skade, jeg har det bare godt.

Samme Beyoncé hjælper også, hvis jeg skal noget svært, noget, jeg er lidt bange for. Så nynner jeg med på »Formation«: »Okay, ladies, now let's get in formation, 'cause I slay.« Og nu hvor det står her, sort på hvidt, kan jeg godt se, at det virker fjollet, faktisk cringe. Men måske, forhåbentlig, bliver det overgået af, at jeg bruger kiksede ungdomsord som cringe? Jeg er jo ikke ung, virkelig langt fra det. Jeg er heller ikke Beyoncé, virkelig langt fra det.

Eller?

Sigmund Freud tog dagdrømmene alvorligt, han skrev om dem i Der Dichter und das Phantasieren, han mente, at »det aldrig er de lykkelige, men kun de utilfredse, der fantaserer. Uopfyldte ønsker er fantasiernes drivkraft, og enhver fantasi er en ønskeopfyldelse, et korrektiv til den utilfredsstillende virkelighed«.

Det er selvfølgelig ærgerligt at blive stemplet som ulykkelig af Daddy Freud, men jeg finder det egentlig mest opmuntrende, at dagdrømmene har en plads, at de er et vigtigt emne, en del af et betydningsfuldt tankegods. Jeg vælger at se det som en blåstempling, et carte blanche til at ignorere noget så konkret som et snørebånd, der er gået op, fordi jeg faktisk er ude at gå tur med Magne Furuholmen, keyboardspilleren fra a-ha.

DESUDEN: Dagdrømmen er ikke kun passiv, i hvert fald ikke i min erfaring. Den har for eksempel drevet mig til danseundervisning som både barn, ung og voksen. Senest har AOF, Arbejdernes Oplysningsforbund, og den lokale sur sok-lugtende sportshal leveret lærer og sal til timer i dance (ikke dans).

Det var ikke altid nemt, langtfra, heldigvis havde vi en bogholder på holdet, som gerne talte højt for os, og så dansede vi hver tirsdag aften til al mulig hidsig remixmusik. Serierne var relativt enkle, vi var alle aldre, og det var ikke nødvendigvis de yngste, der var bedst. Vi var måske almindelige kvinder, men det, jeg så i spejlet, var en drøm: en chorus line, et funklende bal og for mit vedkommende endelig den danser, der var med på Madonnas Blond Ambition-turné i 1990. Minus det fjottede grin og ederne, når venstre, højre og 1, 2, 3, 4 ikke gik op.

Jeg så ikke den forvaskede joggingbuks, jeg blev sur, når mit snørebånd drillede, det her var en drøm, jeg ikke ville vågne fra. For at citere Madonna: »Only when I’m dancing can I feel this free.« Hun sang dengang om at danse om natten, bag en låst dør, så ingen kunne se hende. Men lige der i hallen på Frederiksberg, blandt gulnede træningsmåtter og forældre, der sad tålmodigt og ventede på deres gymnastikbørn, måtte de andre dansere gerne være der. Vi var i den samme dagdrøm.

JEG VED, jeg skrev indledningsvis, at det ikke handler om at drømme sig tilbage. Men det har dog alligevel noget med alder at gøre. Dagdrømmene er blevet mere insisterende. Da jeg var yngre, opsøgte og dyrkede jeg alvoren, kunne slet ikke få nok af det svære, af tyngden. Hvis det var alvorligt, var det vigtigt, hvis jeg var alvorlig, var jeg vigtig.

Som årene går, bliver det tydeligere og tydeligere, at alvoren finder dig, det er helt og aldeles unødvendigt at lede efter den. Letheden, derimod, er et arbejde. Dagdrømmen er et arbejde, et opbyggeligt, givende job. Noget at gøre sig umage med i virkeligheden.

Måske er jeg ulykkelig. Jeg synes det ikke, men jeg er ret sikker på, jeg ville blive det uden dagdrømmene.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.