Labyrint. Det er ikke os, der er i krig, men krigen er i os og ændrer i glimt byens velkendte anatomi og giver os mindelser om rædsler, der ikke er vores.
Byen og krigen
En iskold vind slår op fra metroens indre på Kongens Nytorv Station, der forgrener sig i lysende modernitet som underjordens blodårer. Skulle man sove her, ville man fryse halvt ihjel om vinteren, det skærende lys opfordrer ikke til hvile, denne transportring er naturligvis ikke bygget med tanke på beskyttelsesrum. Men nu griber man sig selv i at se sådan på den mægtige konstruktion, fordi krigens realitet har sat sig som en tyngde i éns egne blodårer, der dunker uroligt om natten, så man vågner til dagens gøremål med en sær udmattelse. Det er ikke os, der er i krig, men krigen er alligevel i os.
Den engelske billedhugger Henry Moore har tegnet folk i undergrunden under Anden Verdenskrig, ridset op med hidsige grønne og hvide streger iblandet gult og sort. De ligger stille og tæt, menneskene, de er grønlige i ansigterne, men der er en vild bevægelse i stregen, som gør rædslen levende, som om de er ved at blive suget ind i bunden af tunnelen og deres egen vanskæbne.
Del:
