Kraftfelt. »For mig var han altid mest præsent som tennisspiller og vitalistisk tankemenneske. En, hvis bøger jeg kunne tage ud af reolen, læse et par linjer i og få en mikrodosis inspiratorisk svimmelhed.« Essay af Theis Ørntoft om Torben Ulrich og kosmisk atletik.
Brændende sole og flyvende bolde
Den 20. december sidste år døde Torben Ulrich. I dagene forinden nåede han at lægge sidste hånd på et essay, som nu hænger og svæver, forestiller jeg mig, som en vægtløs meditation midt i Still in Play. Bogen blev hans sidste værk. Ulrich havde lidt af en mangfoldig praksis, eksempelvis kan det nævnes, at han var tennisspiller, klarinettist, billedkunstner, digter, zenbuddhist, performer og jazzskribent. For mig var han altid mest præsent som tennisspiller og vitalistisk tankemenneske. En, hvis bøger jeg kunne tage ud af reolen, læse et par linjer i og få en mikrodosis inspiratorisk svimmelhed. Hans tanker kredsede om atletik i alverdens former, improvisation, elementlæren og kvantefysik. Han blandede vestlig og østlig tænkning; måske kan man forestille sig, at han under tenniskampene så en gul bold komme flyvende, men også en lille, flammende sol. Jeg mødte aldrig Torben Ulrich. Jeg så ham heller ikke spille tennis, og jeg har aldrig forholdt mig til hans malerier. Ikke før for nogle uger siden, hvor jeg modtog Still in Play.
I årene 1981-2018 malede han over 120 billeder i den serie, han døbte Imprints of Practice. Med få undtagelser blev malerierne til via samme koncept gennem knap 40 år; han tog et sjippetov og en tennisbold, dyppede tovet i sort maling og bolden i rød, hvorefter han slyngede, svirpede eller affyrede dem mod rispapiret. På hvert billede findes dette aftryk af en bold. I udkanten eller i centrum. Man kan se det som en rød sol i billedets univers, eller et aftryk af en kraft, der på én gang er atletisk og kosmisk. Malerierne står ligesom og vajer på grænsen mellem bevægelse og stilstand, mellem det menneskelige og det opløste. Og på samme måde gør måske Ulrichs eftermæle. Også ham var der noget både konkret og abstrakt over, noget både verdensnært og verdensfjernt; han synes at være helt inde i materien og eksistensen, men samtidig også dømt til at træde på afstand af den, fjerne sig fra den, åbne og lukke livets døre i en uendelighed, for at få disse små glimt af den umådelige labyrint.
Del:
