For nogle uger siden testede jeg i disse spalter, hvordan man laver den bedste havregrød (kodeord: sødmælk og grovvalsede gryn). Siden er det væltet ind med kommentarer fra læsere, nogle blot høfligt uenige, andre nærmest i chok. Det er åbenbart ikke alle, der sådan lige lader sig overbevise af et videnskabeligt eksperiment.

Det skal dog ikke forhindre mig i at gentage succesen, denne gang med en anden af børnenes evige favoritter: pasta bolognese – men i en »grøn« udgave. Og indbakken står igen åben.

Sagen er nemlig den, at vi lever i en tid, hvor det i visse kredse nærmest føles som en forbrydelse at snige sådan en pakke hakket oksekød ned i indkøbsvognen. Til disse kredse regner jeg i parentes bemærket i tiltagende grad min egen kone. Det handler selvfølgelig om klimaet og naturen og køerne, der bøvser det hele i smadder for os, der elsker et stykke rødt kød.

Selv er jeg mere pragmatisk – andre vil sige: stædigt – anlagt. Min oldemor, der blev 101 år, sagde altid, at hvis det smager godt, så er det sikkert også sundt. Det passer vist ikke altid. Men det hjælper da på det, hvis det sunde – for helbredet og jordkloden – rent faktisk også smager godt.

Illustration: Rasmus Meisler
Illustration: Rasmus Meisler

Derfor har jeg denne søndag aften indkaldt et altid kritisk testpanel bestående af netop min kone og vores to små (særdeles kræsne) børn. Menuen består af tre retter: en klassisk bolognese til forret, en snydevariant med »plantefars« til hovedret og den på internettet så populære »beluga bolognese« med belugalinser til dessert.

Spørgsmålet til familien: Findes der mon et ikke bare tåleligt, men ligefrem velsmagende alternativ til den italienske klassiker?

NOGLE TIMER TIDLIGERE finder jeg tre gryder frem og spreder alle ingredienserne ud på køkkenbordet.

Til den klassiske udgave – som er delvist inspireret af min gode kollega Morten Beiter – bruger jeg et løg, en stor gulerod og nogenlunde samme mængde bladselleri, som jeg alt sammen hakker helt fint. Det samme gør jeg med et solidt stykke pancetta, som svitses godt i varm olie i gryden, inden jeg tilføjer grøntsagerne og en god klat tomatpuré. Det hele steges sammen i nogle minutter, uden at det brænder på.

Når køkkenet begynder at dufte på den der helt rigtige måde, tilføjer jeg en pakke hakket oksekød. Det bliver brunet godt og får selskab af en sjat rødvin, som damper af, inden jeg hælder en dåse hakkede tomater ved sammen med et par deciliter grøntsagsfond, hjemmekogt eller anskaffet på mere magelig vis.

Det hele simrer i nogle timer, inden jeg smager til med salt, peber, en skefuld sukker og et skvæt fløde.

I mellemtiden kaster jeg mig over de grønne varianter, som i grove træk følger samme fremgangsmåde:

Til belugavarianten steges grøntsager og tomatpuré uden pancetta, en sjat rødvin hældes på og dampes af, derpå de hakkede tomater og grøntsagsfonden samt nogle laurbærblade og frisk timian for at hjælpe smagen lidt på vej. 20-25 minutter før servering tilføjes cirka halvanden deciliter belugalinser, som koges møre sammen med saucen, og det hele smages til med salt, peber og sukker.

I gryden med plantefars ryger pancettaen også ud, men ellers er alt det samme som i den klassiske bolognese. Og dog.

En let kvalme indfinder sig pludselig. Den ellers så appetitvækkende duft fra de andre gryder blandes med en noget udefinerbar lugt, som får mig til at tænke på kattefoder i begyndende råd over svag varme, hvis man kan forestille sig det. Rar er lugten i hvert fald ikke.

Jeg overvejer at standse eksperimentet, men lader tvivlen komme plantefarsen til gode.

Man siger, at vin kan have »næse« og eksempelvis dufte helt vidunderligt, selvom smagen måske ikke er noget særligt. Måske kan det samme gøre sig gældende for en bolognese, bare med omvendt fortegn?

Så jeg fordeler indholdet af de tre gryder i 12 skåle med pasta, tre til hver af os, og river en klump parmesan ud over retterne, mens jeg forsøger at ignorere lugten.

Og resultatet? Noget uklart:

Den yngste vil ikke høre tale om andet end den rigtige bolognese. Moderen er forventeligt på belugalinsernes hold. Og den ældste foretrækker overraskende nok plantefarsen, formentlig hjulpet på vej af en snottet næse – og serveringen i hendes gule favoritskål.

Selv tror jeg stadig mest på den yngstes smagsløg. Man kan ikke spise noget, der kræver en tilstoppet næse. Men måske kunne man indgå et kompromis og tilføje pancetta og fløde til belugalinserne?

Det er i hvert fald et forsøg værd.

Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.