Levned & meninger. Det var nok bare mig, den var gal med.
Børnene er okay
Jeg har glemt, hvad han hed, så lad os bare kalde ham Xi. Han var kineser, og jeg havde fået lov til at sove på hans sofa i tre nætter. Jeg var i 20erne og lige landet i Los Angeles efter en tårevædet afsked med min kæreste; grædende havde vi gået rundt og rundt om søen med tømmermænd nytårsdag. Hun skulle tilbage til Marokko, hvor vi havde boet sammen i et lille halvt år. Jeg skulle til Californien for at læse på universitetet, og jeg havde ikke noget sted at bo.
Stjernerne lyste klart fra himlen, da jeg fuldstændig udmattet rullede ned ad en typisk amerikansk gade med enorme biler parkeret foran huse af billige materialer. Jeg klemte den lille Chevrolet, jeg havde lejet, ind foran en sandfarvet bygning med fire lejligheder og nedrullede persienner. Xi havde jeg fundet på en hjemmeside, hvor midlertidigt hjemløse eller rejsende søger husly hos gæstfri mennesker med plads på sofaen.
Han havde godt nok virket lidt mærkelig i sine beskeder, Xi. Han skrev, at han »vistnok« havde plads til mig, men kun hvis jeg »joinede ham« på hans bucket list. Han uddybede ikke, hvad det betød, og det stod ikke klart, om det var en trussel eller et tilbud, men han var den eneste med en ledig sofa. Så jeg tog chancen og stod nu og ringede på i mørket.
Jeg kunne høre nogen rumstere lidt rundt indenfor. Der lød et klonk og et klask; noget tungt blev slæbt hen over gulvet, og så – pludselig åbnede døren sig med et smæld, og der stod han, Xi. Han grinede nervøst og nulrede lidt ved de små dun mellem næsen og overlæben. Bag ham kunne jeg ane en lille lejlighed indrettet efter amerikansk smag, altså uden smag, og med støv og snavs i tæppetykkelse på alle vandrette flader.
En intens trang til at stikke af pressede sig på, men jeg var træt og orkede ingen akavede scener. Xi lukkede døren bag mig og pegede på en sofa, hvor et vådt håndklæde lå og slængede sig. »Jeg laver lige en kop te,« sagde han og grinede igen på sin nervøse måde. Jeg skubbede håndklædet til side, satte mig ned og kiggede på Xi, der nu var i gang med at vaske en kop op med sine fingre. Han fandt et gammelt tebrev frem, hældte kogende vand over og stak mig koppen.
Det var længe siden, han havde haft besøg, kunne jeg fornemme. Måske havde der faktisk aldrig før siddet nogen i denne sofa hos Xi. Han begyndte at fortælle, det var noget med nanomaterialer og den kryptofascistiske stats metoder til at undertrykke befolkningen. Jeg tænkte kun på, hvordan jeg slap væk. Men før jeg vidste af det, havde han tryllet sofaen om til en seng, og jeg lå nu under et snavset tæppe og nikkede, mens Xi slog fast, at der aldrig havde været mennesker på månen.
Så tav han pludselig og stirrede mig ind i øjnene. »Måske slår jeg dig ihjel, når du sover,« sagde han, og jeg tænkte med det samme på den bucket list, han havde nævnt. Måske havde det faktisk været en trussel. Xi grinede sit nervøse grin – var der ikke lidt seriemorder over det? – og lukkede døren til sit værelse.
Det blev ikke nogen god nat.
XI-EPISODEN VAR HELLER ikke første gang, jeg som barn og senere ung mand endte i en dum situation. Det skete faktisk ret tit. Der var noget med en pubcrawl i Slovakiet og en politibil i Peru, som jeg ikke skal gå i detaljer med. Pointen er, at jeg opførte mig, som teenagere nu engang opfører sig.
Nu sidder jeg så og kigger på mine egne børn, tre af slagsen, som jævnligt foretager sig ufatteligt dumme ting. En dag om ikke så længe vil de vokse sig store og drage ud i verden på egen hånd, og min instinktive reaktion er utvetydig: Det kan de ikke! Hvad hvis de render ind i en Xi?!
Sådan er vi sikkert mange forældre, der tænker. Det er måske én forklaring på, at hver generation af forældre lader til at bekymre sig mere om alt i børnenes liv: Vi ved, hvad den slags kan finde på. Og nu vil vi gerne luge lidt ud i dumhederne, før de ender som os.
Men sandheden er selvfølgelig, at den kamp er tabt på forhånd. Dumhederne finder altid en vej, ligesom ukrudt, og en dag bliver man træt af at luge og banker i stedet et »vild med vilje«-skilt ned i græsplænen. Eller som moren siger i Stine Pilgaards nye roman Ti vilde heste: »I virkeligheden går størstedelen af min opdragelse ud på at håbe det bedste. Krydse fingre for, at det går godt, og bede til, at mine børns uskyld ikke kolliderer med verdens ondskab.«
Man kan advare om verdens farer og fortælle om egne fejltrin i en evighed. Men på et tidspunkt skal de jo klare sig selv. Og så er det nok bedre, at de har øvet sig lidt, før de møder deres egen Xi.
Så en dag for ikke så længe siden fik den syvårige efter længere tids plagen lov til at tage den femårige med ned i Kvickly. Det er jo ikke ligefrem Odysseen, men en gåtur på en lille kilometer med rundkørsler og meget at fortabe sig i undervejs. De kom hjem med lommerne fulde af ækelt slik, som sikkert er det rene gift for dem og dermed teknisk set et dumt køb. Men glade var de.
Nu er den syvårige også begyndt at gå en lille tur i området, når hun lige »har brug for lidt luft« (læs: når hendes far er dum). Den femårige kan selv finde rundt i den lokale skov, og den toårige, ja okay, han foretager sig stadig mest ret dumme ting.
Men de kan mere, end man lige skulle tro, sådan nogle små mennesker. De skal nok komme i vanskeligheder fra tid til anden, men så har de da lært sig selv lidt tricks på vejen. Eller sagt på en anden måde: Børnene er okay. De skal nok klare sig.
Det gjorde jeg heldigvis også dengang i Californien. Søvn fik jeg intet af, mens jeg ventede på, at Xi ville gøre det af med mig. Men da de første lysstråler trængte ind gennem persiennerne næste morgen, var jeg stadig i live. Jeg smed det snavsede tæppe til side, pakkede lydløst mine ting sammen og listede ud af lejligheden uden at blive opdaget.
Nogle timer senere sendte jeg Xi en undskyldning på sms. Han svarede skuffet: »Du kunne da godt blive én nat mere.«
Det kunne jeg desværre ikke lige, og han tænkte måske i sit stille sind: Godt, at jeg slap af med ham weirdoen fra Danmark.
