Boblende Succes

Tanken om al den mad, mange husholdninger for få generationer siden selv klarede at fremstille og konservere – fra bær og kartofler til sauerkraut og syltetøj – er rent ud sagt svimlende. I min barndom havde frosne grøntsager og alverdens ting på glas fra supermarkedet for længst gjort det hele lettere for de travle moderne familier, men min udearbejdende mor lavede alligevel jævnligt syltetøj af bær fra havens buske, næsten som om det stadig var vigtigt at bevise, at man kunne finde ud af den slags. Alting sker i pendulsving, og i en verden, hvor det hele findes som takeaway, og alle spiser de samme produkter fra de samme verdensomspændende kæder, måtte der nødvendigvis komme et omsving til mest mulig hjemmelavet mad, terroir og glemte dyder. Der er noget utroligt tillokkende ved at kunne selv: grønt fra egen have, selvhævet surdejsbrød, pasta frisk fra maskinen. En slags garanti for personlig resiliens og overlevelsesevne måske?

Selv er jeg foreløbig dumpet i de fleste af de nye, grønne discipliner: Jeg er dybt uinteresseret i havearbejde, mine kefirsvampe døde, så snart der kom hedebølge, og jeg har endnu aldrig produceret et godt surdejsbrød. Der er kun to ting, jeg har haft held med at fermentere: koreansk kimchi og en skarp lille tomatpickles. Så de to ting bliver jeg bare ved med at lave og beskytter på den måde mit skrøbelige fermenteringsego. Særligt den sidste er så god, at den fortjener et større publikum: Helt ren og frisk i smagen passer den lige godt til mexicanske eller nordafrikanske krydderier og kan løfte en ellers lidt enkel ret til nye højder. Det var Årstiderne, som oprindeligt pushede den til mig med en smagsprøve og en opskrift, og nu gemmer jeg som regel lidt af lagen fra hver portion for at sætte ekstra hurtig gang i udviklingen ved den næste ombæring.