Blodets bånd

En bluesguitarist, der kan hidkalde både fortiden og fremtiden og gør det, så musikkens formødre, forfædre og efterkommere faktisk mødes på det svedige dansegulv. Vampyrer, sorte og hvide, der danser irsk line dance, henførte og hysteriske med spjættende ben, men i takt, selvfølgelig, én stor krop, på en gang vild og disciplineret.

Scenerne er blandt de adskillige uforglemmelige i den nye vampyrfilm Sinners, et historisk drama om musik og racisme i Mississippi i 1932 skabt af afroamerikanske Ryan Coogler, den brillante 38-årige instruktør bag blandt andet Marvel-filmene Black Panther og Wakanda Forever.

Sinners er et orgie af vold, sex, fjol og alvor, historisk korrekte kulisser og kostumer. Jeg har googlet og lyttet til podcasts, indtil både fingerspidser og ører blødte, siden jeg forlod biografens mørke: Hvad betyder det hele? Hvad vil vampyrerne sige?

Vampyren er en gammel kending i folkloren, den moderne vampyrs entré i litteraturen dateres gerne til 1819, hvor John William Polidoris The Vampyre udkom. Polidori var del af bad boy lord Byrons slæng fra sommeren 1816, han var faktisk Byrons plagede personlige læge; novellen om vampyren er, efter sigende, inspireret af Polidoris promiskuøse arbejdsgiver. Gruppen opholdt sig ved Genèvesøen, Mary Shelley var der også, der blev taget opium og dyrket sex uden for ægteskab, men, lykkeligvis for eftertiden, også skrevet: Det var således også ved søen, at Mary Shelleys Frankenstein kom til live.

I 1897 udkom så Bram Stokers uafrysteligt uhyggelige mesterværk Dracula, som siden er blevet genfortalt et utal af gange: I Francis Ford Coppolas filmversion fra 1992 flyder blodet demonstrativt, tidens frygt for det aids-besmittede blod er tydelig.

VAMPYRERNE DUKKER BESTANDIGT OP i kulturen, de lever virkelig evigt, altid blodtørstige og ægte omstillingsparate: De passer altid lige til deres tid, til vores tid. »Vampyrerne er i enhver given generation en del af det, jeg er, og det, min samtid er blevet,« skrev den amerikanske litteratur- og filmstudieprofessor Nina Auerbach i Our Vampires, Ourselves i 1995.

Jeg husker, jeg så titlen dengang og frydede mig: Tænk, at populærkulturen blev taget alvorligt, endda i en bog, hvis titel var et nik til Our Bodies, Ourselves, den oprindelige amerikanske version af Kvinde kend din krop.

Vampyrer er grænseoverskridende figurer, de er jo, for eksempel, både levende og døde, og det gør dem selvfølgelig seksuelt pirrende. I HBO-serien True Blood (2008-2014) vælter sydstatsvampyrerne ud af kisterne og knalder til højre og venstre med menneskene, vampyrerne er gode til det, de har jo øvet sig i mange år, og takket være det syntetiske blod, True Blood, behøver de ikke længere drikke menneskenes.

Problemet er bare, at menneskeblodet selvfølgelig smager bedre, det frister fortsat; flere vampyrer ønsker da heller ikke at »gå mainstream« og lade sig indlemme i det småborgerlige liv, som det syntetiske blod giver adgang til. Derudover virker vampyrens blod som narko for de almindeligt dødelige, den gensidige fascination og længsel er altså mere end tydelig i True Blood.

De gode vampyrer i Twilight, som huserede i de samme år, omfavner til gengæld gladeligt den amerikanske småborgerlighed, de lever meget heteroseksuelt og monogamt. Anne Rice, forfatter til Interview with the Vampire (1976) og adskillige andre romaner om vampyrer med ægte komplicerede følelsesliv, fandt de evige teenagevampyrer i Twilight tandløse (hø, hø): Tænk, alligevel, at bruge evigheden på at gå på high school igen og igen, som Edward Cullen og hans vampyrsøskende gør.

Men: Tandløse eller ej, så rejste vampyrerne i både True Blood og Twilight spørgsmål om familieværdier, seksualitet og identitet; spørgsmål, der også optog kulturen dengang, det var for eksempel i de samme år, i Obama-årene, at den amerikanske højesteret sikrede homoseksuelles ret til ægteskab.

Og nu har vi Sinners, en film om USA og USAs racistiske historie, og jeg googler stadig. I internettets tidsalder er vampyrerne måske ekstra flakkende, de har travlt, de danser, suger og stjæler, men de skaber også noget nyt og vildt, en vanvittig line dance for eksempel.

Vampyrerne i Sinners udgør fortsat en trussel mod den etablerede orden, men ordenen i det segregerede Mississippi er virkelig også værd at true. Og Sinners ender lykkeligt, i hvert fald på en måde: Nogle får lov til at hævne sig, andre overleve og endnu andre til at leve evigt og endelig lykkeligt. Det er umuligt at sige mere uden at spoile, men Sinners fortsætter efter rulleteksterne, Sinners er slet ikke færdig, vampyrerne er kommet for at blive.