Vampyrdræbere, forener eder

»Det var Joss, der var vampyren.« Sådan lød den centrale formulering i en tekst, skuespilleren Charisma Carpenter lagde op på Twitter for nylig. Her beskrev hun derudover, hvordan Joss Whedon, manden bag vampyrserien Buffy the Vampire Slayer, som man kunne se i fjernsynet fra 1997-2003, systematisk chikanerede hende under indspilningerne til både Buffy (hvor hun spiller karakteren Cordelia) og dennes aflægger-serie, Angel. Han havde blandt andet spurgt, om hun havde planer om at beholde barnet, da hun fortalte, at hun var gravid, og fyret hende, så snart hun havde født.

Men hvorfor skal vi beskæftige os med en forældet sag om dårlige arbejdsforhold? Og var Buffy i øvrigt ikke den der ungdomsserie med de dårligt sminkede vampyrer, der af uforklarlige årsager var gode til taekwondo? Til sidst stillede spørgsmål kan jeg kun svare, jo, lige præcis, og til først stillede vil jeg begynde med det mest nærliggende svar: Fordi Buffy er min yndlingsserie. Ligesom Harry Potter-fans sidste år måtte se sig selv dybt i øjnene, da J.K. Rowling offentliggjorde, at hun havde noget imod transkønnede, således må vi Buffy-fans nu gøre det samme. I særlig grad fordi seriens heltinde er blevet en slags skytshelgen for internetgenerationers kamp for social retfærdighed. Det mest spektakulære eksempel på seriens ikke bare fortfarende, men tiltagende kulturelle slagkraft, var, da den amerikanske demokratiske politiker Stacey Abrams i et interview i 2019 med mediet NowThis udlagde sine planer for, hvordan progressive kræfter kunne vinde magten i USA, ved at henvise til den krigsstrategi, der i syvende og sidste sæson sikrede, at Buffy endelig fik lukket det såkaldte helvedesgab under sit gymnasies bibliotek. Abrams tilskrives i dag en stor del af æren for, at Georgia både til præsidentvalget i 2020 og til det ekstraordinære senatsvalg i januar i år stemte demokratisk. Mere om hende senere.