Blodet og psyken

I 1995 poserede den nu afdøde konge af Goth Metal, Peter Steele, for Playgirl kun iført langt hår og hugtænder. Året efter blev jeg forelsket. Jeg gik på efterskole, og inde hos min kæreste kørte soundtracket til Francis Ford Coppolas Dracula-film på repeat. Imens rullede første sæson af tv-serien Buffy the Vampire Slayer over skærmen og ramte mig lige i teenagehjertet. Kæresten var ikke imponeret. Han foretrak de mere risqué vampyrer fra Vampire: The Masquerade, et populært rollespilssystem, der blandt andet gav drenge en ny mulighed for at lege ustraffet med køn og seksuel identitet. Det år – temmelig fortabt i vildnisset mellem barn og voksen, forrykket af teenagetidens eksplosive kraft og utryghed – læste jeg Bram Stokers Dracula for første gang. Jeg har elsket gotisk litteratur lige siden.

At kærligheden opstod netop da, er ikke så underligt. Gotik og eksistentielt vokseværk går nemlig hånd i hånd, og genren blomstrer op, hvor nye og gamle verdener kolliderer. Horace Walpoles Slottet i Otranto, populært sagt den første gotiske roman, udkom for eksempel i 1764, stort set samtidig med Rousseaus Samfundspagten, mens tidens revolutionære vinde så småt begyndte at bide adelen i kinderne. USAs tidlige gotiske litteratur spejler overgangen fra puritanske småsamfund til nation. Og en særlig subgenre, Southern Gothic, tog fart i Sydstaterne fra 1940rne og kulminerede i 1960erne under brølet fra borgerrettigheds­bevægelsen. Den gotiske fortælling henter sin uhygge fra samtidens angst – og giver derfor ofte et interessant billede af sociale omvæltninger i deres vorden.