Biografen i himlen

Findes der noget mere vemodigt end en tom forlystelse i regnvejr?

Måske en, i hvilken en knitrende stemme fra en skjult højttaler synger »Der kommer altid en sporvogn og en pige til«. Som nu denne ballongynge af træ på Cinematekets nye Filmtag og friluftsbiograf højt over København.

Det er fredag, Filmtaget har været åbent i en time og fem minutter og ligner i sin omtrentlige affolkethed verdens mindst nyåbnede turistattraktion.

Arm i arm halvvejs glider to ældre damer hen over et glasgulv, der danner bro over Cinematekets indre gård dybt nede. Et Helvedesgab med gennemsigtigt låg. Deres sko gnubber mod det våde glas med små skriglyde.

Ah, men udsigten! Hver eneste københavnske tagsten ser dejlig ud herfra. Man kan se det hele klart, fordi rækværket langs taget også er af glas. Et mellemhøjt glasrækværk, formentlig børnesikkert, sikkert farligt for høje mænd på polterabend.

Historien om dette Filmtag er, at det var så dyrt at bygge, at Cinemateket ifølge Ekko måtte fyre flere af sine filmkyndige medarbejdere. Kort før åbningen er en direktør og en vicedirektør smuttet. Den nye ledelse vil ikke tale om penge, men ifølge flere medier skal Cinemateket hvert år finde ekstra 4,6 millioner kroner for at kunne betale for den lille våde taghave. Her i avisen har filmkritiker Lasse Winther Jensen kritisk spurgt Cinematekets ledelse til de letbenede film, man har planer om at vise heroppe. Film, der måske kan skaffe nogle indtægter fra folk, der ikke normalt gider have det kulturelt smalt i et cinematek.

Lad os se os om. På taget er, ud over ballongynge og en mellemstor udgave af Strids kæmpestore pære, opført nogle lette træpavilloner, som omklædningskabiner på en strand. På overfladerne er der fotostater fra folkekære film og korte, Wikipedia-agtige tekster om kunstformen. Nok ikke en museumsudstilling, mange ville valfarte til, snarere lidt underholdning for den, der keder sig lidt på en legeplads, i stil med den lille løbebane i Zoologisk Have på Frederiksberg, hvor børn kan forsøge at løbe om kap med geparden og andre hurtige dyr.

Selve biografen består af 11 rækker pakket ind i semitransparente skærme og en markise ovenover, så man er beskyttet mod regnen.

På skærmen ses rædselsvækkende frokostplatter fra de sene 1970ere og marcherende gardister. Letbenet film, kan man vel kalde det, til segmentet, der har sporvogne i frisk erindring. Speakerstemmen virker bekendt. Ja, det er den elskede entertainer Victor Borge, i en turistfilm fra 1979. »Ti-vo-li. I love it. Yes, indeed.«

Borge spiller en menuet på et barokorgel på Frederiksborg Slot. Med sin datter beser han herregårde. »Today you can get into the castle for one dollar – you certainly can get out again, also, hæhæ.« Filmtaget er gratis at besøge, men det har vist nær ruineret Cinemateket. Er hele danmarkshistorien en fortælling om optimistiske budgetter og deres overskridelse?

Vi kommer jo videre. Cinematekets eksvicedirektør sammenlignede tidligere på sommeren Filmtaget med Storebæltsbroen, som mange brokkede sig over, indtil de så den. Han har ret. I dag kører man over broen og nyder, den er flot, uden at ærgre sig over dem, der døde under opførelsen, eller over, at alle andre offentlige byggeprojekter til evig til skal prisindekseres efter netop dette byggeri.

Snart, når solen er tilbage, vil man sidde på det fine Filmtag med et glas limonade, og ikke så meget som en lille tanke vil man sende de fyrede filmhusmedarbejdere eller de 4,6 millioner ekstra om året (det svarer til 0,0134 procent af en Storebæltsbro). Nej, man nyder blot Københavns skønhed, velsagtens med sin elskede, mens solen går ned, og biografens lille polstrede klapsæde føles behageligt.

»Sagde du til manden, at der mangler toiletpapir?« De to ældre damer er her endnu. Den ene vender sig mod Weekendavisen. »Er det dig, der har styr på det?«