Biedermeier­bold

Man skal ikke have opholdt sig længe på de sociale medier for at fornemme, hvor megen galde og vrede der findes derude.

Margit på 62, der er utilfreds med regeringen og mener, at nogen bør tage sagen i egen hånd »og gøre det af med alle ministrene«. Bent på 71, som synes, at transpersoner er »syge nazister«.

Ytringer, der balancerer på kanten af straffeloven og formentlig er fremsat i et øjebliks blindt raseri, båret frem af en teknologi, som ikke fordrer, at man først skal hitte en kuglepen, slikke et frimærke og tilbagelægge 300 meter til den nærmeste statssanktionerede postkasse.

Alligevel vil jeg gerne slå et slag for hadet. Ikke blodrusen, ikke det opfarende og utæmmede had rettet mod enkeltpersoner, men den dybe, sejt opsparede og symbolske (og dermed ikke mindre virkelige) foragt. Den irrationelle foragt, som især fodbolden er så effektiv til at sætte i scene.

Et af den professionelle sports bærende principper er ydmygelse. Det gælder om inden for reglerne at få modstanderen til at tabe. Selvom udtrykket er forskelligt, er det denne tilintetgørelsesdrift, der ligger bag badmintonspillerens maskerede krydsnetdrop, de to fodboldspilleres hårde hovedstødsduel og bokserens leverslag og nyrestød: Den anden må elimineres, ikke som menneske, men som modstander i en ritualiseret og dog uforudsigelig dyst.

Jeg har hadet Manchester United, siden jeg var ti år. Det kan man give flere psykologiske og sociologiske forklaringer på. Manchester United var min favoritklub Blackburn Rovers’ største konkurrent, da de to kæmpede i toppen af Premier League i den første halvdel af 1990erne. Desuden var klubben meget populær i Danmark på grund af Peter Schmeichel, og den lemmingeeffekt var vi nogen, der fandt latterlig.

Tilbage står, at et nederlag til Manchester United den dag i dag, i en alder af 40 år og som far til tre, fylder mig med lige så meget infantil glæde som en Blackburn-sejr. Jeg ved, det ikke er sympatisk, men det er sådan, jeg har det. I 30 år har jeg betragtet det at holde med Manchester United som en karakterbrist.

»Hvad hvis vores søn begynder at holde med Manchester United?« spurgte min ekskone engang. Et hypotetisk spørgsmål, der hviler på en falsk præmis. Det er ikke en mulighed; det ville stride mod alt, hvad jeg har lært ham.

Søndag tabte Manchester United 0-7 til Liverpool på Anfield. Kampens forløb, ikke mindst de sidste minutters totale opløsning af gæsterne, var vidunderligt fjernsyn. Bagefter skrev jeg et opslag på Twitter om Manchester Uniteds ellers så skamroste manager og spillerprofiler:

»Ten Hag er den nye Cruyff. Rashford er bare den bedste. Lisandro Martínez er mindst universets dygtigste stopper. Casemiro er en legende. Ingen over KONG Bruno. Jeg vil bare lykønske Manchester United med klubbens tilbagevenden til den absolutte elite. Det klæder jer virkelig.«

Det var der mange, som fandt morsomt. Næsten lige så mange blev vældig vrede. En sportsjournalist, der holder med Manchester United, skrev: »Du er så fin en fyr …« Formodentlig fordi han mente, at det var jeg ikke. En anden kollega slog fast, at han aldrig selv ville bruge »krudt på at nedgøre før jeg glædes«, mens en tredje mand i faget nærmest lød som en jysk Gandhi:

»Som Liverpool-fan havde jeg en fin oplevelse, men jeg kan godt nøjes med at glæde mig over mit eget hold i dag. United skal nok rejse sig.«

En fin oplevelse!? Dit hold har lige smadret ærkerivalen. Den største sejr nogensinde. Og du bruger lejligheden til at håbe, at modstanderen rejser sig!

Jeg er med på, at den slags ser pænt ud på skrift. At Den Noble Vinder er et ideal i den pludrende del af den danske middelklasse, der så gerne vil gøre fodbold til den ædle public school-forlystelse, den var, før den beskidte arbejderklasse og resten af verden fik lov at betræde græsset.

Men mildheden er en misforståelse. Mennesket har grimme og dumme følelser, som sporten med sin dybe, antagonistiske natur giver plads til. Tribunerne skal ikke være et amfiteater for god opdragelse, og debatten bør ikke føres i stoisk balance. Men er der slet ikke grænser for idiotien? Selvfølgelig er der det. En racist eller voldsmand er stadig en racist eller voldsmand, selvom han er iført en Blackburn-trøje.

Det er et paradoks, at vi kan blive enige om, at sjælen er ved at sive ud af fodbolden – at storkapitalen og despoterne er i færd med at kvæle sporten i blankpoleret hykleri, og at spillet bør være mere end bare underholdning, der skal bedøve de mange og berige de få – mens vi får stadig sværere ved at acceptere de bulede og beskidte følelser.

Også i fodbolden er hadet og kærligheden to sider af samme mønt. At påstå andet er kun bekvem romantisering.

Tre pletskud

1. Sky Sports stiller skarpt på lille Brentfords succes og fortæller blandt andet om, hvordan klubbens danske manager, Thomas Frank, tyer til lerdueskydning som en del af den vellykkede teambuilding.

2. Kynismen i fodboldens øverste myndighed, FIFA, kender som bekendt ingen grænser. Men måske verdensforbundet alligevel er ved at tabe et lille slag i den store krig om sportens moral. Flere britiske og australske medier kan fortælle, at FIFA efter pres fra værterne for sommerens kvinde-VM, Australien og New Zealand overvejer at annullere en partnerskabsaftale med Visit Saudi.

3. Fredag blev Jan Jensen kåret som Årets Sportsjournalist. Prisen er helt på sin plads. Ekstra Bladets reporter og kommentator har således med utrættelig omhu afdækket kynismen i FIFA og Qatar samt Dansk Boldspil-Unions hykleri. Hvorfor Jensen ikke var blandt de nominerede til Cavlingprisen, er stadig lige uforståeligt.