At mikrodosere sin lediggang

Hvorfor føltes det ud af det blå vidunderligt at kede sig? Det kom over mig i sommerhusets vattæppeagtige døs. Den godartede kedsomhed har perfekte mulighedsbetingelser, når juli langstrakt flyder ud i en sommerferie. Tiden står stille. Tour de France står tændt i baggrunden og varer evigt, mens man falder i søvn i sofaen. Jeg begærede intet andet end at ligge i en solseng og læse Hændelser ved vand, umiddelbart efter at have set Hændelser ved vand på DR, således uden den mindste spænding angående, hvem morderen var.

Jeg var så tæt som nogensinde på at opnå nirvana et sted i midten af de 500 sæt, der udgjorde Wimbledon-finalen (andre gemytter vil indvende, at den finale var sågar historisk spændende, men jeg sov så saligt med åbne øjne til den monotone lyd af tennisbold mod ketsjer mod græs mod ketsjer, under en let regn af beherskede britiske klapsalver).

Med ét var jeg blevet mine forældre i 1990erne. Kan De huske, hvor kedelige voksne var i sommerferien? De ville hele tiden læse avis og se Bjarne Riis vinde en etape mere.

Det var selvfølgelig ikke første gang, jeg har kedet mig. Men det var første gang, jeg kedede mig med vilje. Ellers har jeg altid været barnlig i min aversion mod kedsomhed. Jeg forstår fuldkommen min datter på syv, når hun jamrer: »Jeg keeeeder mig!« som om det var en sag for Menneskerettighedsdomstolen. Jeg messer til mig selv: Børn har godt af at kede sig. Uden voksne, der smider alt fra sig for at lege med dem. Uden skærme. Så lærer de at finde på noget selv.

Men min første impuls er at redde hende fra kedsomheden, ligesom jeg hidtil har forsøgt at redde mig selv. Kedsomhed er at føle sig sløv og rastløs, fordi man ikke har noget at tage sig til. Eller fordi man har noget kedeligt at tage sig til. At være uengageret i sine omgivelser, men længes efter at blive engageret. Det er stemmen inden i én, der desperat råber: Ske noget! Den kender jeg bedre end nogen.

Hele mit voksenliv har været noget med at kigge på andre voksne og tænke: Vi kan gøre lige, hvad vi vil, hvorfor finder vi ikke på noget sjovt? Jeg er altid på jagt efter stimuli og distraktioner (bøger, samtaler, scrolling, hvad som helst) – som voksen er den barnlige aversion mod kedsomhed endda blevet udbygget med en forfængelighed, som ikke alene er bange for at kede sig, men for at være kedelig: at tilstanden osmotisk sætter sig i én som et personlighedstræk.

Men ak, er jeg blevet voksenkedelig? Dér i sommerhuset kunne jeg mærke, hvor velsignet det var at lave ingenting. Det er måske nok et faresignal om, hvor ristet hjernen er til hverdag, at den så taknemmeligt sank ned i en tour-dronende kedsommelighed. Jo mere blikstille, jeg kedede mig, desto bedre fik jeg det, kunne efterhånden koncentrere mig om at læse lange tekster, tale længe over store middage – orkede næsten at lege med de der børn, der plager om at blive underholdt.

JEG HAR HØRT i en podcast, Hjernen på overarbejde, at det har med grundtilstandsnetværket at gøre. Bag det uophidsende navn gemmer sig den del af hjernen, der arbejder, når vi tror, vi ikke laver noget. Grundtilstandsnetværket er aktivt, når hjernen er i hvile, og organiserer al den information, hjernen bliver bombarderet med. Så vi bliver defragmenterede (sådan som computere bad om at blive i gamle dage). I hvile skriver hjernen vores selvbiografi: Hvem er jeg egentlig? Hvordan er min relation til andre mennesker? Nye indtryk bliver syntetiseret med gammel viden.

Vi danner mønstre og sammenhænge i både vores sociale og intellektuelle liv. Kan De godt høre det? Det er alt det, man går og mangler i en travl, kronisk overstimuleret, interessant hverdag. At nogen lægger virvaret af informationer på plads i et arkiv med overblik og krydsreferencer, så vi bliver et sammenhængende, mentalt hele. Det får hjernen altså ro til, når vi slapper af.

Ups.

Mens jeg skriver denne tekst, går det op for mig, at jeg, forlystelsessyge idiot, hele mit liv har blandet det at kede sig sammen med det at slappe af og følgelig forsøgt at undgå begge dele. Jeg lover mig selv at begynde at lave ingenting med vilje. Give grundtilstandsnetværket en chance.

Jeg har hørt i en anden podcast, Overthink, at man må skelne mellem den lille, situationsbestemte kedsomhed (opvask, transport, aflyste dates) og den større, eksistentielle kedsomhed (det ensformige, meningsløse voksenliv). Som barn er man allergisk over for den første type og uvidende om den anden. Så bliver man voksen og forsøger at undgå den lille kedsomhed (man hører konstant en podcast), men det er misforstået symptombehandling, alt imens den eksistentielle kedsomhed lurer. Det gælder om at modvirke den, at undgå at blive kedelig, ved paradoksalt at kede sig lidt. At mikrodosere kedsomheden. Det gælder om at lære at hvile i den lille kedsomhed, helt bogstaveligt slappe af i den.

Det kræver lidt øvelse. Det er nemt nok at synke ned i sommerhusdvalen, fordi den er fælles og traditionsbåret. Man efterligner sine forældre, nu hænger vi i sofaen og ser sommersport, det er en acceptabel, ritualiseret ladhed. Men at lære at kede sig, alene, derhjemme? Det ved vi godt er skræmmende. Ligesom da vi gik i coronakarantæne, og ingen kunne acceptere at være alene i stilheden med deres tanker i fem minutter, så hellere lære sig selv at lave bananbrød og surdej, starte treårige renovationsprojekter og læse op på antiracisme.

Men man øver sig. Man går en tur. Glor ud ad vinduet i toget. Man insisterer på at stå i supermarkedskøen uden at tjekke sin telefon, det er en benhård rygradsøvelse. Det hjælper mig at visualisere små Oompa Loompaer, der ordner mit underbevidste, fletter synapser sammen, håhå, hvor skal jeg blive et kongruent, sammenhængende overmenneske. Og kedsomheden gør ikke kun én til en solid voksen. Men også det modsatte. For det er i de små pauser, dagdrømmene indtræffer.

Fantasien begynder at fungere igen, har den egentlig rigtig virket, siden man var barn? Pludselig kommer man til sig selv, får mod på at ændre sit liv og undgå Den Store Kedsomhed. Tag sommerferiestemningen med hjem. Ked Dem! Børn har godt af det. Og voksne har brug for at kede sig for ikke at blive uforbederligt kedelige voksne.