Appellation fællesskab

Solen ligger stadig mageligt i en dyne af lyserød morgentåge, da vi går ned igennem rækkerne af vinstokke. Det er en kølig morgen sidst i september, klokken er 7.30, og vi skal i gang med årets høst af chardonnay-druer på Château de Demigny i Bourgogne. En af høstholdets garvede typer har netop udstukket dessiner for os: »Hiv bladene af planten, så du kan se, hvad du laver. Hold din hånd under vindrueklasen med den ene hånd, mens du klipper med den anden, så druerne ikke falder til jorden. Og lad være med at klippe dig i fingrene.«

Vi starter samtidig for enden af marken med hver vores række og bevæger os op ad den let skrånende vinmark med beskæringssaks og spand. Det er et æstetisk arbejde. Klaserne er faste og kompakte, når de dumper tungt ned i éns hånd. Når man er nybegynder som mig, kan man ikke skynde sig, og man må tage sig tid og bevæge sig meditativt fra plante til plante. I år er det en vendange basse – en lav høst. Druerne hænger lavt, fordi de øverste skud på stokkene blev taget af frosten i foråret. Det betyder, man skal langt ned i knæ ved hver plante for at klippe de modne vindrueklaser af, og der bliver prustet og jamret over dårlig form og stive lemmer. »Ah, mes fesses,« lyder det bag mig, og klagen over de ømme baller besvares af høj latter rundt­omkring mellem vinrankerne. Den uformelle stemning er så inderlig, at alle pr. automatik er dus – ret usædvanligt i Frankrig, hvor man som regel først efter noget tid spørger høfligt, om man kan tutoyer folk, man ikke kender – altså sige du i stedet for De. Hvad der er endnu mere atypisk ved dagens høsthold, er, at det for den største dels vedkommende består af parisere, der er kommet væk fra skrivebordets comfort zone. Det er folk, der er vant til at arbejde mere end de fleste – bare ikke fysisk.