De fleste forbinder intuitivt amerikanske storfilm med leflen for laveste fællesnævner og en trang til at slibe alle kanter af udtryk og budskaber for at sælge billetter til så stort et publikum som muligt. Men på det seneste har vi stiftet bekendtskab med en type blockbuster, der føles ny. En lille håndfuld af det seneste års tids dyreste og mest spektakulære film har absolut ikke udvist trang til at behage.

Faktisk vil det være mere præcist at betegne dem som antiblockbuster-blockbustere. Deres strategi har snarere været fremmedgørelse end leflen, og man får i flere tilfælde indtryk af, at filmens instruktør har stået med et smørret grin og sat ild til millioner af dollarsedler blot for at se dem brænde.