Der har i dansk scenekunst – sandsynligvis stærkt inspireret af den østrigske succeskoreograf Florentina Holzinger – indfundet sig en forkærlighed for det, der kunne kaldes kropsvæsketeater. Det kan tage mange former: Som en ædekonkurrence. hvor gennemtygget mad gylpes op igen. Som en chokoladebar, der presses ned mellem et sæt baller for at genopstå som lort. Som et hoved, der holdes under vand, indtil den optrædende gispende må vende tilbage til overfladen.

Få instruktører dyrker kropsvæskerne mere ivrigt – eller med større succes – end Emil Rostrup. I forestillinger som Crip og Prometheus har han tidligere formået at kombinere det smukke, ømme og tankevækkende med det voldelige og grænsesøgende.