Det er så godt som ude af mands moderne minde, men da Joy Mogensen for et par uger siden kastede håndklædet og forlod sine to ministerposter, kunne man i det efterfølgende kommentatorkor høre sagt, at hun var blevet mobbet ud. Underforstået – af kultureliten, som i løbet af Joys toårige ministertid havde gjort sig lystig over såvel hendes private boligindretning som hendes musiksmag.

Der er altid point i at daske lidt til eliten hertillands. Uanset om det så er »kultureliten«, der som en anden Rød Pimpernel findes her, der og ingen vegne, eller en mere konkret en af slagsen. Vi synes at være i et evigt opgør med dem, eliterne. Undtagen sportseliterne. Sikkert fordi de kan måles. Ellers har autoritetstabet og de sociale medier bare accelereret processen. Vi kan selv, vi vil selv, og ingen mening, ingen smag, ingen indsigt er bedre end alle mulige andre. Da de fisefine så kom efter Joy for den der med Absolute Music 2, var ballet åbnet. For hvem kan med nogen ret hævde, at for eksempel Brandenburg-koncerterne eller The River skulle være dybere værker? Når nogen ved bedre, suger kommentatorerne luft ind.