Opdagelse. 30 år gamle radarbilleder tyder på, at der er aktive vulkaner på planeten Venus. Det kan hjælpe med at forklare, hvordan vores søsterplanet er endt med at ligne helvede – og om der kan være liv på planeten.
Vulkaner i helvede
Jordens søsterplanet, Venus, er et helvede. Et tykt lag skyer af svovlsyre indhyller planeten og giver dagslyset en mat, gullig farve. Luften består næsten udelukkende af kvælende kuldioxid, og den effektive drivhusgas har varmet planeten op, så der er 470 grader celsius ved overfladen. Det er varmt nok til at smelte bly. Det atmosfæriske tryk er desuden så stort, at det svarer til at være på en kilometers dybde under havet. Man ville blive brændt, kvalt og mast ihjel på Venus, og ikke nok med det: Nu viser en ny undersøgelse af 30 år gamle radarbilleder, at der endda kan være søer af lava og vulkaner i udbrud på vores søsterplanet.
Da coronapandemien satte verden i stå, fik forskningsprofessor Robert Herrick fra University of Alaska Fairbanks ekstra tid i kalenderen til at gå på jagt efter aktive vulkaner på Venus – en planet, som han har brugt det meste af sin karriere på at studere. Han dykkede ned i radarbilleder fra NASAs Magellan-rumsonde, der kortlagde Venus i starten af 1990erne, og fandt en forandring tæt ved Venus’ største vulkan, Maat Mons. Forandringen kunne ses på to grynede billeder, der var taget med otte måneders mellemrum i 1991. I det første var der et to kvadratkilometer stort, cirkelformet vulkankrater på den nordlige skråning af Maat Mons, som i det andet billede havde vokset sig dobbelt så stort og havde fået form som en kidneybønne.
Del: