Ikon. Der er ingen som Lucy – det fossil af en tidlig stammoder til mennesket, der blev fundet i Etiopien for 50 år siden. Hendes betydning for vores forståelse af menneskets evolution kan ikke overdrives.
Verdens ældste kendis
I 1974 arbejdede den amerikanske palæoantropolog Donald Johanson som udgravningsleder i Hadar, et fossilrigt område i Rift Valley i det nordlige Etiopien. Søndag den 30. november var Johanson ude i felten med Tom Gray, en af sine kandidatstuderende, for at kortlægge fund i et område tæt på bredderne af en gammel sø. Det var ikke et særligt interessant felt, men de var alligevel stødt på et par små behagelige overraskelser: et forhistorisk svinekranie og nogle forstenede æg fra krokodiller og skildpadder.
Efterhånden som solen nærmede sig zenit, steg temperaturen til 45 grader, og de to amerikanere søgte skygge. De begyndte at gå tilbage mod deres Land Rover, da Johanson fik øje på noget over sin venstre skulder: et lille stykke knogle. Han bukkede sig ned for at se nærmere – det var sikkert noget fra en abe – men noget stemte ikke helt. Mens han vendte og drejede den, gik det op for ham, at knoglen mindede om et menneskes.
Del: