»Vi vil overbevise læserne om, at de skal tænke på demokrati på en fundamentalt anden måde,« forklarede de to politologer Christopher Achen og Larry Bartels i indledningen til deres bog Democracy for Realists fra 2016: »Hvis man tager udgangspunkt i de teorier om demokrati, vi har i dag, ser det ud til, at demokratiske valg i det store og hele afgøres af tilfældigheder.«

Achen og Bartels ønskede med bogen at gøre op med en udbredt forestilling om, hvordan demokratiske valg fungerer. Vi forestiller os, at vælgerne er i stand til at udpege de politikere, der kan varetage deres interesser bedst muligt. Vi tror, at valgets tale afspejler folkets vilje, men det er, ifølge Achen og Bartels, kun et håbefuldt ideal. Når man undersøger de hårde realiteter, viser det sig, at vælgerne ikke er særlig velovervejede. De fleste stemmer ud fra deres gruppeidentitet og en vag fornemmelse af, hvordan de har det for tiden.